Kl. 13 torsdag indledte Folketinget hastebehandling af Lov 240, der fører til et indgreb mod sygeplejerskernes strejke fra lørdag.
Som en tyv om natten satte beskæftigelsesministeren onsdag aften trump på, regeringen vendte på en tallerken, og pludselig var det lovindgreb, som den indtil da havde forsværget at ville sætte ind, næsten en fuldbyrdet realitet.
Socialdemokratiet har tydeligvis mange erfaringer at trække på, når det kommer til lovindgreb over for konflikter på det offentlige område!
I løbet af få timer lykkedes det at få tre fjerdedeles flertal i Folketinget for at hastebehandle forslaget. Så da Folketingets formand torsdag fra talerstolen spurgte, om nogen gjorde indvending mod behandlingen, var der rungende stilhed i salen. Bortset fra på tilhørerpladserne der var fyldt med sygeplejersker i røde trøjer.
På denne plads hed det for to uger siden:
“Fra flere sider er der de seneste uger peget på forskellige udgange på strejken, som alle involverer politikerne på Christiansborg. Men det har kun gang på jorden, hvis sygeplejerskerne imødekommes. Ét er sikkert: et goldt regeringsindgreb a la indgrebet i 2008 vil bare gøre ondt værre.”
Med L 240 er det nøjagtig, hvad der sker. Gør ondt værre. Loven ophøjer det mæglingsforslag, som sygeplejerskerne har forkastet, til lov og giver intet, absolut intet oveni.
Sygeplejerskerne er rasende. Ordet svinestreg er gennemgående. Med rette. Indgrebet er et slag mod deres fag og mod det kollektive sygehus- og sundhedsvæsen.
Fra mange andre sider er der ikke grænse for hånen og arrogancen over for sygeplejerskerne. En tabt konflikt. Forgæves fra starten af. Den hemmelige konflikt. Chefredaktør Kristian Madsen på Ugebrevet A4 – der som bekendt finansieres af midler fra fagbevægelsen – skriver hoverende:
“Sygeplejerskerne endte med lige præcis det resultat af strejken, som de fleste havde forudset: En lang næse.”
Men det er ikke sygeplejerskerne, der i det lange løb kommer til at sidde tilbage med en lang næse. Det ender med at være regeringen og de partier, der stemmer for indgrebet, og som ikke ville bevilge de ekstra midler, der kunne have opfyldt i det mindste nogle af sygeplejerskernes krav.
Nu skal regnskabet naturligvis gøres op. Der ér sår, der skal slikkes. Der ér opgør, der skal tages. I Dansk Sygeplejeråd. Og i den øvrige fagbevægelse, der i den grad “efterlod sygeplejerskerne alene på perronen”.
Men på dag ét for L 240 skal der herfra lyde en rungende tak for indsatsen til sygeplejerskerne. Tak fordi I mod alle odds tog en for holdet. Tak fordi I stod fast. Ligelønsspørgsmålet står et helt andet sted nu end før OK21. Det er ubetinget jeres fortjeneste.
Derfor føres kampen mod den historiske underbetaling af kvinder i den offentlige sektor fremover fra et nyt udgangspunkt.