“Danmark skal fortsat opruste og være med til at beskytte Europa mod den russiske krigsmaskine fra øst, trusler fra vest og risiko for terrortrusler fra syd. Sikkerhedspolitikken er og bliver selve fundamentet for dansk politik i de næste mange, mange år.”
Sådan lød punkt ét i en opremsning af de ting, der ligger “fast, helt fast”, hvis Socialdemokratiet fortsat kommer i regering efter valget den 24. marts. Ordene faldt, da Mette Frederiksen torsdag ved 12-tiden udskrev valget.
Og hun uddybede det:
“Det bliver også et afgørende valg. For det bliver i de kommende fire år, at vi som danskere og vi som europæere for alvor skal stå i egen ret. Vi skal definere vores forhold til USA. Vi skal opruste for at sikre freden på vores kontinent. Vi skal holde sammen på Europa, og vi skal sikre rigsfællesskabets fremtid.”
Så er den vigtigste præmis slået fast med syvtommersøm.
Den lå også som grundforudsætningen for enhver tænkelig politik i den første partilederdebat, der blev transmitteret torsdag aften på DR og TV2. Og den drages ikke i tvivl.
Ikke én af de 12 debatterende partiledere stillede spørgsmålstegn ved den. I stedet blev den brugt som afpresning i argumentationen for diverse elementer i den økonomiske politik og velfærdspolitikken. Enhedslistens kæmpemæssige svigt på dette afgørende område var iøjnefaldende.
Uanset kommende mandattal, uanset hvilken regering der kommer ud af valget den 24. marts, så bliver oprustning og krigsforberedelse en sikker vinder.
Valgudskrivelsen kom ikke som en overraskelse. Den spekulative timing i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte fødevarecheck ér gennemskuet. Også i den grad.
Og næppe var der ringet på valgklokken, før de uendelige drøftelser af mulige mandatfordelinger, parlamentariske mønstre og regeringskonstellationer gik i gang for fulde omdrejninger. Mette Frederiksen har meldt klart ud, at hun er åben for en hvilken som helst regeringskonstellation – bare hun selv bliver statsminister. Så er valgkampen da sat i scene som et spørgsmål om “Mette eller kaos”.
Valgkampen vil uden tvivl blive præget af, at det nu handler om at “trække Socialdemokratiet til venstre”, tilbage i rød blok som det så misvisende kaldes, så der kan komme en “rød regering” frem for en midterregering. At påstå at Socialdemokratiet i dag udgør en garant for rød politik er imidlertid et blålys. Partiet udgør end ikke et bolværk imod højrekræfternes fremmarch!
Valgkampens politiske dagsorden har endnu ikke sat sig, men alt er i spil – selv en genindførelse af store bededag diskuteres i kapløbet om de marginaler, der kan flytte afgørende stemmer og nok mandater til en regering.
Genindførelse af den formueskat, som Socialdemokratiet fik afskaffet 1990’erne, er allerede et tema, ligesom tilbagetrækning og pension bliver et tema, som kan mobilisere især lavtlønnede og udslidte arbejdergrupper. Spørgsmålet om ulighed bliver i det hele taget det projekt, der skal være med til at sikre, at Socialdemokratiet igen kommer i regering efter valget – på trods af den ulighedsskabende politik, det har ført.
Stram udlændingepolitik og konkurrence om, hvem der kan stille sig længst til højre, udskamme bestemte befolkningsgrupper og fremme en benhård lov-og-orden-politik bliver også et tema.
At dømme efter de første valgdebatter kan også børns og unges trivsel samt folkeskolen gå hen og blive et gennemgående valgtema. Sker det, åbner der sig mulighed for, at lærere, forældre, børn og unge kan få en stemme og udgøre et pres.
Og det er jo i det hele taget spørgsmålet: Kan der rejses en opinion, aktiviteter og bevægelse, der bryder med det top- og mediestyrede valgkampsdesign, og giver plads til landets aktive og bevægelser, der knokler for en helt anden dagsorden? Vil det være muligt at presse i det mindste nogle af arbejderklassens mest trængende spørgsmål ind på dagsordenen? Og vil det være muligt at få sat nogle af de vigtige spørgsmål i centrum, som stort set er henvist til folketingspolitikernes glemmebog: folkemordet i Palæstina, klimapolitikken …
Et forslag til en start:
“… det bliver i de kommende fire år, at vi som danskere og vi som europæere for alvor skal stå i egen ret. Vi skal definere vores forhold til USA,” sagde Mette Frederiksen ved valgudskrivelsen. Den udfordring er da lige til at gribe:
Alle, der vil vælges ind i Folketinget, må stilles spørgsmålet: Vil du arbejde for, at aftalen om USA-baser på dansk jord ophæves?