Breaking news fra krigen mellem Israel og Hamas.
Sådan blinker den gule bjælke i mange nyhedsmedier i disse dage, når der rapporteres fra den udrensningskrig, som Israel er i gang med i Gaza. Og det er en sprogbrug – krigen “mellem Israel og Hamas” – der er ved at gå ind i dagligdagens tale, så man nærmest kunne forledes til at tro, at den var en uangribelig kendsgerning.
Men det er den ikke.
Vi er i den grad i disse dage ude i en kamp om ordene, om fortællingen eller narrativet, om selve indholdet i det, der i årtier er blevet kaldt det palæstinensiske spørgsmål.
Hvis vi accepterer at kalde de nuværende begivenheder for “krigen mellem Israel og Hamas”, accepterer vi også, at det palæstinensiske spørgsmål bliver til et spørgsmål, der vedrører en stat på den ene side og én organisation på den anden. Det er en farlig reduktion, der tilslører, at der er tale om en besættelsesmagt på den ene side og et besat folk på den anden side.
Hvad vi udsættes for, er ligeledes et forsøg på at omdefinere kernen i den palæstinensisk-israelske konflikt til et spørgsmål om terrorisme. Der sættes lighedstegn mellem det palæstinensiske folk og dets modstandskamp på den ene side og organisationer som ISIS og Hamas, der er på USA’s og EU’s terrorlister. Derved placeres det palæstinensiske folks kamp inden for rammerne af den årelange krig mod terror – og ikke indenfor rammerne af en national befrielse.
Samtidig forrykkes tyngdepunktet fra at være et spørgsmål om det palæstinensiske folks rettigheder til et spørgsmål om stillingtagen til den ene eller anden palæstinensiske organisation.
EU har fem palæstinensiske organisationer på sin terrorliste, USA endnu flere. Hamas er på begges terrorliste, men ikke på FN’s.
Vi står i dag med den store opgave at pille Vestens imperialistiske narrativ fra hinanden og erstatte det med den virkelige historie om det palæstinensiske folk og dets legitime kamp for befrielse.
Og det er i sidste ende fuldstændig op til det palæstinensiske folk og hverken USA, EU eller andre at bestemme, hvem det vil lade sig repræsentere af.
Den amerikanske Mellemøsten-kender Norman Finkelstein, hvis forældre begge var i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, udtalte i denne uge efter at have været konfronteret med kravet om at fordømme angrebet 7. oktober:
“Jeg har meget svært ved at fordømme folk, der er født i en koncentrationslejr. For det er til at forstå, at man drives til vanvid, når man bor i en koncentrationslejr.”
Og – lad det være sagt, så det ikke er til at misforstå: Ingen frihedskamp kan retfærdiggøre likvidering af civile, bortførelsen af civile eller andre former for målrettet ødelæggelse af civilstruktur.