“Vi kan ikke se passivt til, når vores medlemmer bliver fattigere og risikerer at miste deres arbejde. Vi har ikke fornyet vores lønaftale i tre år, og inflationen stiger voldsomt. Vores medlemmer har fået nok.”
Ordene kommer fra den britiske fagforeningsleder Mick Lynch fra The Rail, Maritime and Transport Union (RMT). Medlemmerne af fagforeningen har netop ved afstemning besluttet, at 50.000 ansatte på de britiske jernbaner går i strejke den 21., 23. og 25. juni.
Hvis strejken bliver en realitet, bliver det “den største arbejderaktion i Storbritannien siden 1989”.
Det er værd at hæfte sig ved det bagtæppe, som Mick Lynch henviser til som årsag til strejken: Medlemmerne bliver fattigere, og inflationen stiger voldsomt.
De britiske jernbanearbejderes kamp skal således ses i sammenhæng med ubærlige prisstigninger på fødevarer, el, brændstoffer og husleje. Derfor krav om markante lønstigninger og højere pensioner.
Problemstillingen er ikke kun britisk. I land efter land på kloden rammes arbejdere og andre, der ejer lidt eller intet, af en bitter cocktail af sanktions-konsekvenser, krigs-udgifter og uro i den kapitalistiske verdensøkonomi.
Vestens økonomiske sanktionskrig mod Rusland er ødelæggende og sender rystelser ind i en kapitalistisk verdensøkonomi, der næppe er kommet sig over to års pandemi og forstyrrelser i forsyningskæderne. Store befolkningsgrupper i det globale Syd trues allerede af sult og fødevareusikkerhed, fordi gødning sanktioneres, og verdens forsyninger med hvede er helt i uorden. Selv i USA og EU-landene, hvis krigeriske ledere er de mest indædte sanktions-fortalere, rammes arbejderklassen allerede. Det er de britiske jernbanearbejdere et eksempel på.
Hvis den økonomiske sanktionskrig stoppes – hvad absolut intet tyder på – ville situationen muligvis mildnes. Men under overfladen lurer en krise i den kapitalistiske økonomi. Direktøren for J P Morgan, som er USA’s største bank, Jamie Dimon, udtalte i sidste uge om verdensøkonomien::
“Jeg har før sagt, at der er stormskyer, men det retter jeg. Det er en orkan. … Vi ved ikke, om det bliver en lille orkan eller superstormen Sandy … Orkanen er lige derude, nede ad vejen, og den kommer vores vej.”
Det er den virkelighed, vi ser ind i i de kommende mange måneder. Det er ikke noget, der går over her og nu. Tværtimod. Det bliver værre. Orkan eller superstorm.
Herhjemme er utrygheden allerede i dag en daglig medpassager for mange. Fagbladet Boligen kunne for nylig oplyse, at 25 procent flere beboere kom bagud med huslejen i årets første tre måneder end i samme periode sidste år. Boligkontoret Danmark, der administrerer titusindvis af almene boliger landet over, henviser direkte til “en økonomi under pres” og “vi frygter jo at se, at de ikke klarer den”.
Det er det bagtæppe, der kan tegnes herhjemme, mens de første forberedelser til OK23 på det private arbejdsmarked er ved at gå i gang, og der til efteråret skal en finanslov på plads, hvor militærudgifter og oprustning tilgodeses mere end før.
Det er det bagtæppe, der – ligesom i Storbritannien – kommer til at sætte dagsordenen for politisk og faglig aktivitet i mange måneder fremover.