“Socialistiske kvinder, samlede på Den internationale Kvindedag i København, udtaler deres afsky for krigen og istemmer kvindernes krav om fred. Vi udtaler den faste fredsvilje, der råder i vort land, og vi føler os i overensstemmelse med millioner af kvinder i alle lande…”
For 110 år siden, i 1915, lød ovenstående appel, da kvindernes internationale kampdag blev markeret i København. Det år var det den 7. marts, men som bekendt har 8. marts siden 1920’erne været den internationale kvindedag.
Indtil da havde kvindedagen siden dens indstiftelse i 1910 herhjemme været fokuseret på kravet om stemmeret til kvinder. Men nu var verdenskrigen brudt ud i 1914. Kampen for fred og imod den imperialistiske røverkrig rykkede frem i forreste række.
I den daværende internationale socialistiske bevægelse blev der ligeledes i 1915 afholdt kvindekonference i Bern. Også her stod temaet om fred på dagsordenen med den legendariske Clara Zetkin i spidsen som en flammende fortaler for “krig mod den imperialistiske krig”.
På kvindernes internationale kampdag i dag 110 år senere står fredsspørgsmålet igen fuldstændigt centralt.
Der er en verden til forskel fra dengang, fristes man til at konstatere. Og alligevel er det de samme grundlæggende mekanismer, som i dag virker ind i alle det kapitalistiske samfunds porer: Kapitalens jagt på profit og dens deraf følgende rovdrift på menneske og natur. Og dens drift mod krig.
Kvinder i Danmark og andre lande – og da især kvinder fra de underste klasser og lag i samfundet – har historisk set spillet en aktiv rolle i kampen for fred og imod krig. Ovenstående citat fra 1915 vidner om det. Internationalt set blev Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed dannet efter et kvindefredsmøde i Haag i 1915. I nyere tid kan også nævnes kvindefredsbevægelsen i 1980’erne imod atomvåben som blot ét eksempel.
Nu er der igen brug for kvinderne i kampen imod krig og oprustning. For lige nu er der akut fare for at blive spændt for oprustningens og krigens vogn.
For få dage siden lød signalet fra tre fagforbund med stort kvindeflertal – BUPL, Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening – at det er bedre at øge skatterne eller rulle skattelettelser i toppen tilbage end at skære i velfærden, når oprustningen skal betales. Tidligere har andre kvindedominerede fagforbund som FOA talt for, at en form for krigsskat kan blive nødvendig.
Medlemmerne af disse fagforbund er naturligvis bekymrede over udsigten til, at den oprustning, som i disse dage ingen grænser kender, vil gå ud over velfærd og kollektive rettigheder. Hvem er ikke bekymret over det? Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne bekymring imødekommes.
Herfra skal der lyde en kraftig appel om at tage fat om nældens rod. Ikke acceptere men reagere imod oprustningsmilliarderne. Helt banalt her og nu: Vi vil ikke slås, vi vil sameksistens.
Den modsatte kurs er dødsensfarlig. I denne uge åbnede landets – kvindelige, beklager! – statsminister døren op for, at atomvåben kan komme på tale på dansk jord. På et spørgsmål om hun kan “afvise, at Danmark vil være vært for at huse atomvåben”, svarede hun ifølge TV2:
“Jeg kan sige, at det ikke er noget vi overhovedet arbejder med, men I får mig ikke til i den her proces at stå og sige nej til andres ideer. Jeg håber, at alvoren har sænket sig hos alle nu. Det handler om at forsvare Europa og afskrække Rusland, og jeg kommer ikke til at afvise ideer.”
Ideer der ikke afvises, lever videre. De vokser og gror og kan blive omsat til virkelighed.
I øjeblikket sidder Danmark med ved bordet i FN’s Sikkerhedsråd. En af de officielle danske målsætninger er her at arbejde for at virkeliggøre FN-resolution 1325 fra 2000. Resolutionen slog for første gang fast, at kvinder skal beskyttes bedre i krige og konflikter, men at kvinder også skal involveres i arbejdet med at forebygge og løse konflikter.
Velmenende. Og hyklerisk ud over alle grænser. For kampen for fred og imod krig er ikke abstrakt. Den er her og nu. Og lige nu fører den samme danske regering og det danske Folketing en aktiv krigs- og oprustningskurs. Den går ud over ukrainske og russiske mødre, døtre og søstre.
For vi ved, at kvinder og børn ofte udgør en stor del af de civile ofre i krigszoner. De er særligt udsatte for vold, seksuelle overgreb, tvangsfordrivelse og tab af familie. Og krig og militarisering forstærker ofte kønsulighed og diskrimination.
Lad os på denne 8. marts give håndslag på, at vi tager fat om kampen mod krigen. Mod dens årsager og mod dens bagmænd. Og ikke mindst: mod de herskende kredse i vores eget land, der i denne tid ingen grænser kender for at ophidse til krig.
Og lad os række hånden ud i global solidaritet med kvinder verden over, der oplever krig, borgerkrig – og folkemord. Fra Palæstina til Sudan. Fra Libanon til Yemen. I Etiopien og Congo. I Ukraine og Rusland.