For 75 år siden, den 10. december 1948, vedtog FN’s generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Den halvrunde mærkedag er værd at markere i en verden, hvor menneskerettigheder i ord hyldes som det mest selvfølgelige, selvindlysende og indiskutable, mens det i praksis mildt sagt halter med at realisere dem.
Verdenserklæringen blev vedtaget under indtryk af Anden Verdenskrig og fascismens forbrydelser og skulle i det lys være et signal fra det netop oprettede FN om menneskets ukrænkelighed.
Ved vedtagelsen i 1948 var der 48 lande, der stemte for og otte lande, der undlod at stemme i FN’s Generalforsamling. Forud var gået et par års arbejde i et særligt nedsat udvalg. Her blev der udkæmpet drabelige diplomatiske sværdslag, som i deres kerne kan koges ned til spørgsmålet: Rækker det at definere menneskerettigheder som nogle abstrakte rettigheder for det enkelte menneske, eller er det også nødvendigt at definere betingelserne for, at de kan blive til virkelighed, herunder ikke mindst staternes, samfundenes ansvar for at virkeliggøre dem?
På den ene side i udvalget stod det dengang socialistiske Sovjetunionen – på den anden side en engelsk-amerikansk imperialistisk akse. Den sovjetiske diplomat Andrej Vysjinskij beskrev i sin tale ved vedtagelsen 10. december meget malende, hvor det var endt:
“… i stedet har flertallet valgt en abstrakt vej, overstrøet med prangende ordblomster, som ville have været passende for halvandet hundrede år siden, men ikke længere kan bedåre nogen, thi alle disse fraser og formler fra den franske revolution, den amerikanske revolution og det 17. århundredes engelske revolution er allerede blegnede, det levende liv har vist, at der bag disse velklingende formler skjuler sig en grusom virkelighed, som ødelægger disse illusioner.”
Det var en af de væsentligste grunde til, at Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande i Østeuropa undlod at stemme for Verdenserklæringen.
Så den blev til efter politiske sværdslag: Handler menneskerettigheder kun eller primært om borgerlige og politiske rettigheder eller mister de alt indhold, hvis ikke de også rummer økonomiske og sociale rettigheder?
Læser man Verdenserklæringen i det lys, kan man se, at den er et kompromis, født under bestemte politiske styrkeforhold kort efter Anden Verdenskrig: En stærk socialistisk og folkedemokratisk blok og en engelsk-amerikansk imperialistisk blok, der på alle leder og kanter forsøgte at genvinde teten og sætte sig på verdensordenen.
Verdenserklæringen er ikke bindende, og den er fra 1965 til 2010 fulgt op af hele ni konventioner, som er blevet bindende og har fået retsvirkning, i takt med at de godkendes i de enkelte lande. Det gælder konventioner på områder som kvinder, racisme, børn, tortur, handicap, vandrende arbejdstagere og ikke mindst de to helt basale konventioner: dels om borgerlige og politiske rettigheder og dels om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Som verden ser ud i dag, er slaget om indholdet i menneskerettighederne ikke blevet mindre intenst. De herskende klasser har i årtier forsøgt at udnytte menneskerettigheds-begrebet som en rambuk i deres ideologiske kamp. Dels ved at skabe det indtryk, at kun kapitalismen kan indfri menneskerettighederne, mens andre samfundssystemer – læs: socialistiske – tramper de universelle menneskerettigheder under fode. Og dels ved snævert at reducere menneskerettigheder til politiske friheder for enkeltindivider.
På denne mærkedag er det derfor værd at gå i brechen for menneskerettighederne i deres fulde politiske, økonomiske, sociale og kulturelle indhold. Kampen for dem er kun lige begyndt.