Fredag i denne uge lander USA’s udenrigsminister Antony Blinken i Israel, og på dagsordenen på møderne med krigsforbryderen Netanyahu er blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt Israels nu snart fire uger lange udrensningskrig mod Gaza kan udvikle sig til en krig af internationale dimensioner.
Inden for de sidste årtier har udsendinge fra det imperialistiske USA gang på gang været på penduldiplomati i Mellemøsten for at strikke løsninger sammen, så bastionen Israel kunne beskyttes, arabiske lande og befolkninger neutraliseres eller vindes over – og palæstinensernes krav om en bæredygtig selvstændig stat arkiveres.
Men verden i dag ser ikke ud som den gjorde for 20-30 år siden. Og jo længere Israel fortsætter med at slippe sit militær løs på civile, flygtningelejre og hospitaler i Gaza, og USA bakker betingelsesløst op, desto mere isoleres den amerikansk-israelske akse.
De seneste dage og uger har vist, at de nye styrkeforhold i verden også slår igennem i Mellemøsten og betyder, at USA ikke har så frie hænder i regionen som tidligere.
Nøgleleddet er her de arabiske lande, hvoraf hovedparten over en lang årrække har været trukket ind under USA’s indflydelse og har indgået fredsaftaler med Israel. Dén alliance slår i disse dage dybe sprækker.
På den diplomatiske front står det store slag i disse dage i FN’s Sikkerhedsråd, hvor der i skrivende stund har været forelagt hele fire resolutioner, der på den ene eller anden måde, med forskelligt ordvalg og i forskellig styrke har krævet våbenhvile nu og stop for blodbadet i Gaza. Alle er stemt ned og/eller vetoet af USA.
Men de diplomatiske slag er alene et udtryk for, hvad der sker politisk, økonomisk og militært i verden uden for.
Det er værd at huske på, at en lang række aktører i Mellemøsten – Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudi Arabien – om få uger bliver medlemmer af BRIKS-sammenslutningen og dermed tager skridt til at bevæge sig væk fra USA-imperialismens dominans. De kommer med i en international gruppering, hvis medlemmer vil kontrollere 80 procent af verdens olieproduktion. De vil overgå de rige G7-landes andel af verdens bruttonationalprpodukt, og de vil repræsentere 46 procent af verdens befolkning.
Det er blandt andet i det lys, forskellige aktørers handlinger skal ses.
Den 26. oktober udsendte ni arabiske lande i fællesskab en udtalelse med krav om våbenhvile og beskyttelse af civile liv. Det var så forskellige lande som Egypten, Jordan, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Oman, Qatar, Kuwait og Marokko. Alene det at disse lande kan blive enige om noget som helst, er bemærkelsesværdigt. For 15 år siden, ved årsskiftet 2008-2009, da Israel gennemførte Operation Cast Lead, en tre uger lang krig mod Gaza, kunne noget sådant overhovedet ikke komme på tale.
Og det er ikke det eneste vidnesbyrd om, at noget er forandret. Statsledere, regeringsrepræsentanter og monarker fra området – for eksempel den jordanske dronning Rania – har udtalt sig i meget skarpe vendinger om Israel som en apartheidstat og har nægtet at underlægge sig Vestens automatkrav om fordømmelse af Hamas for overhovedet at blive hørt.
Det var i sin tid Egypten og Jordan, der åbnede op for de arabiske landes normalisering af forholdet til Israel. I dag siger Egyptens præsident al-Sisi, der er kendt for at have tætte forbindelser til USA og Saudi Arabien, at Egypten ikke vil tillade Israel at fordrive palæstinenserne til Sinai-ørkenen.
Glem heller ikke at to af de argeste fjender i regionen – Saudi Arabien og Iran – med Kinas mellemkomst sluttede fred for få måneder siden. Irans præsident Raisi har tilmed talt med Saudi Arabiens kronprins Mohammed bin Salman den 11. oktober for at diskutere en fælles strategi, støtte Palæstina og forhindre spredning af krig i regionen.
Også Kina er aktiv, og der har været holdt møde for alle arabiske ambassadører i Beijing, hvor ambassadørerne roste Kina for at indtage “en retfærdig holdning til det palæstinensiske spørgsmål … og udtrykte håb om, at Kina vil fortsætte med at spille en positiv og konstruktiv rolle”.
Nogle steder tales der simpelthen om, at der er ved at udkrystallisere sig en arabisk-iransk-kinesisk akse – i modsætning til den amerikansk-israelske akse, den sidste endnu med opbakning fra de fleste EU-lande.
Også andre steder i verden tages der aktive skridt til at isolere Israel. I Latinamerika har Bolivia simpelthen afbrudt de diplomatiske forbindelser til Israel og hjemkaldt sin ambassadør. Colombia og Chile har indkaldt Israels ambassadører i de respektive lande til samtale.
Det er endnu for tidligt at konkludere på, hvor alt dette fører hen, både i forhold til de mest påtrængende krav om en våbenhvile og faren for en regional storkrig, og i forhold til de langsigtede udviklinger i regionen.
De arabiske regeringer og monarker har tidligere, når det kom til stykket, ofret det palæstinensiske spørgsmål til fordel for andre strategiske alliancer og snævre økonomiske interesser. I disse dage er de arabiske regeringer – hvor forskellige de end er – imidlertid udsat for et hidtil uset folkeligt pres. Gaderne er dag efter dag fyldt med vrede demonstranter, der kræver våbenhvile, stop for folkemordet i Palæstina, og som fordømmer Vestens kernelande for deres blinde opbakning til Israel.
De utrættelige protester dér og verden over skal ikke undervurderes. Lige nu føres kampen ikke kun på ord og diplomati, men også i gaderne verden over. Jo længere den israelske udrensningskrig mod Gaza fortsætter, desto højere vil råbene lyde.