Hvor Israel nu ustraffet i over seks måneder har kunnet bombe Gaza sønder og sammen, og ordet sanktioner ikke er kommet over nogen vestlig leders læber, diskuterede EU-lederne onsdag i denne uge, hvordan det allerede omfattende sanktionsregime mod Iran kan udvides.
Vi lever i sandhed i en tid, hvor dobbeltstandarder udstilles i hidtil uset grad.
EU-ledernes sanktionsplaner kommer, efter at Iran natten til den 14. april sendte en regn af droner og missiler ind over Israel, og i en situation hvor Israels krig mod palæstinenserne er i stor fare for at udvikle sig til en regional storkrig.
“Natten til søndag pustede Iran til den anspændte situation i Mellemøsten,” lyder det fremherskende narrativ. Det er i bedste fald en forsimpling, i værste fald direkte misvisende, For Irans angreb var et gengældelsesangreb, efter at Israel 1. april pustede til den anspændte situation i Mellemøsten ved at angribe iransk terroritorium. Israel angreb og dræbte den dag flere personer på det iranske konsulat i Syriens hovedstad Damaskus. Det er folkeretsligt set et angreb på Iran.
Det iranske gengældelsesangreb i weekenden var historisk og har forandret den militære og politiske dynamik i Mellemøsten.
Aldrig før har Iran angrebet Israel direkte militært. Og aldrig før er det set, at USA – og nu også EU-landene – åbent fraråder sin vigtigste allierede i området at foretage en gengældelse på den strategiske fjende Iran.
Operation True Promise, som Iran kaldte sit gengældelsesangreb mod Israel, var en velovervejet, afgrænset og nøje kalkuleret mission, både politisk og militært. Det var designet til ikke at ramme civile eller civil infrastruktur. Det var designet til at ramme bestemte militære mål – og det ramte dem. Og det var designet til at være kortvarigt, ledsaget med budskabet: Nu har vi gengældt, at Israel vovede at angribe og dræbe personer på iransk territorium den 1. april – Israel og USA må bære ansvaret for enhver yderligere optrapning af den højspændte situation i regionen.
Mainstreammedierne har fremstillet Operation True Promise som en dronehær og nogle missiler, hvoraf 99 procent blev opsnappet af et stærkt israelsk selvforsvar. Det er langt fra den fulde sandhed.
På trods af et omfattende anti-missilforsvarssystem ramte langt over et dusin iranske missiler stærkt beskyttede israelske flyvepladser og luftforsvarsinstallationer. Det drejer sig om to luftbaser i Negev-ørkenen, hvorfra fly, der blev brugt i angrebet på det iranske konsulat den 1. april, var blevet affyret. Og de ramte ikke blot på trods af Israels anti-missilforsvarssystem, men også på trods af militær bistand til Israel fra amerikanske og britiske fly og amerikanske og franske skibsbårne anti-missilforsvarssystemer.
Eftersom de iranske missiler og droner fløj ind over jordansk og saudiarabisk territorium, svarede også disse lande igen, hvilket har ført til en række spekulationer om, hvad det betyder for allianceforholdene i regionen.
Endnu har Israel ikke svaret igen, men truslen om en israelsk gengældelse mod Iran kan ikke udelukkes. Som bekendt har USA’s præsident Biden erklæret, at USA ikke vil støtte et gengældelsesangreb. Men forlydender vil vide, at USA har forsøgt at få Irans godkendelse af et “symbolsk angreb” fra israelsk side, så Israel kan redde ansigt. Og naturligvis har fået et bestemt nej tilbage.
Iran har i årtier – lige siden shahens fald 1979 – været en torn i øjet på USA-imperialismen, som sammen med andre vestlige lande har gennemført økonomisk boykot og den ene pakke af sanktioner efter den anden. I de seneste år har det teokratiske styre i Teheran vendt sig mod øst, og i dag er Iran medlem i både BRICS+ og Sanghai Cooperation Organisation.
Nu har Iran vist sin evne til militær afskrækkelse. De nye styrkeforhold i verden afspejler sig også her konkret.