• landskontor@kommunister.dk
  • +45 30 20 03 20
Nyheder

Faren for en storkrig i Mellemøsten breder sig

Af Lotte Rørtoft-Madsen 20/01 2024 KL. 9:00 Print

Er en storbrand ved at blive antændt og sætte store dele af Mellemøsten i flammer i kølvandet på Israels folkemord mod palæstinenserne?

Det spørgsmål kan berettiget stilles, eftersom konflikter og militære aktioner og angreb breder sig.

Situationen er sprængfarlig og uforudsigelig, og for hver nyudvikling bæres der ved til større bål.

Torsdag i denne uge fik den danske regering opbakning fra Udenrigspolitisk Nævn til at tilslutte sig USA-koalitionen i Det Røde Hav, der i de seneste dage gentagne gange har gennemført bombeangreb mod Yemen. Konkret sendes der – udover den fregat der tidligere er taget beslutning om – en stabsofficer til Yemen i tre måneder. I forvejen har Danmark udstationeret tre stabsofficerer i Bahrain.

Meget tyder på, at USA har været på desperat jagt efter at få flere lande til at tilslutte sig sin minikoalition, så USA og Storbritannien ikke står mutters alene med deres bombeangreb. Frankrig, Italien og Spanien har uden at ryste på hånden takket nej, så nu er der kun de allertætteste venner tilbage: Australien, Holland, Bahrain og Canada. Og så Danmark.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen erkender, at den danske stabsofficer “ikke udgør den operative forskel”, men:

“Vi har lyttet til et ønske (fra USA, LRM) om, at Danmark skal være en del af denne koalition.”

Set i det store billede udgør de amerikansk-britiske bombetogter en krigsindsats til fordel for den israelske besættelsesmagt og dens folkemord i Gaza. De yemenitiske styrkers operationer mod skibe i Det Røde Hav har fra starten været målrettede efter at forhindre skibe i at anløbe israelske havne. Det kan vel kaldes konkrete boykot Israel-aktioner.

Først nu, efter de første amerikansk-britiske bombetogter ind på yemenitisk territorium, er målene udvidet til at omfatte amerikanske og britiske skibe generelt. “Modsvar på de britiske og amerikanske angreb er uundgåelige og nye aggressioner ikke vil gå ustraffet hen,” erklærer en talsmand for de yemenitiske styrker, der i Vesten konsekvent betegnes som houthier eller houthi-bevægelsen.

Den amerikansk ledede koalitions angreb på Yemen er en markant optrapning. I det omfang verdenshandlen og forsyningskæderne vil blive berørt, peger ansvarspilen direkte på denne koalition.

Med til optrapningen hører også, at USA har genindsat Yemen på sin terrorliste. For tre år siden blev “houthi-bevægelsen” taget af USA’s terrorliste “af hensyn til den alvorlige humanitære situation i Yemen”. Nu har USA’s udenrigsminister erklæret, at “houthi-bevægelsen” er tilbage som “Specially Designated Global Terrorist Group” med alt hvad det indebærer.

Men det er ikke kun i og omkring Det Røde Hav, at situationen er sprængfarlig. 

En voldsom krise er brudt ud mellem Pakistan og Iran, efter at et iransk missil tidligere på ugen dræbte to og sårede tre i Pakistan. Pakistan svarede prompte tilbage med et militært angreb inde i Iran. Også Syrien og Irak er blevet involveret, idet det anslås, at der har været omtrent 100 angreb på amerikanske militærinstallationer i de to lande inden for de seneste tre måneder. 

Foreløbig har magterne i Mellemøsten været noget mere tilbageholdende end USA. Endnu er en regional storkrig ikke en reali