Samme dag som USA, Australien og Storbritannien offentliggjorde deres nye militæralliance AUKUS, der åbenlyst har til formål at inddæmme Kina, lancerede EU sin egen strategi for Indo-stillehavsområdet.
Lanceringen af EU’s nye strategi druknede totalt i debatten om AUKUS, men den er alvorlig og burde få langt mere opmærksomhed. For den lægger endnu et spor i EU’s bestræbelser for at blive en global supermagt – også på det militære område.
“Hvis Europa skal blive en mere aktiv global spiller, skal det også fokusere på den næste generation af partnerskaber. I denne ånd er dagens nye EU-Indo-Stillehavsstrategi en milepæl. Det afspejler regionens voksende betydning for vores velstand og sikkerhed. Men også det faktum, at autokratiske regimer bruger den til at forsøge at udvide deres indflydelse”, tweetede EU-kommissionen den 15. september.
EU’s strategi skal stække Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse og konfrontere Kina, hvis landet ikke danser efter EU’s pibe.
Det er en slet skjult hentydning til Kina. Det nye udspil retter sig da også mod Kina, som EU-kommissionen tidligere har betegnet som en konkurrent og en systemisk rival. Derimod nævnes USA’s og Storbritanniens militære optrapning i Det Sydkinesiske Hav i forblommede vendinger.
“Den aktuelle dynamik i Indo-Stillehavsregionen har imidlertid ført til en intensiv geopolitisk konkurrence, som forværrer de voksende spændinger i handels- og forsyningskæderne samt på det teknologiske, politiske og sikkerhedsmæssige område”, skriver EU i sin strategi.
Underforstået at den skærpede situation udspringer fra Kina. Det er imidlertid ganske åbenlyst, at den skærpede situation alene skyldes USA’s kurs mod Kina, som blev indledt med Donald Trumps økonomiske krig, som USA’s nuværende præsident Joe Biden trapper op med militært til en fuldtonet kold krig.
Militær skal sikre EU varer og råstoffer
EU bedyrer ganske vist, at den nye strategi ikke er rettet mod Kina, men baserer sig på “samarbejde og ikke konfrontation”. Men EU vil “undersøge mulighederne for at sikre en øget flådeindsættelse (EU’s egen fremhævning) fra EU-medlemsstaternes side for at bidrage til at beskytte kommunikationslinjerne til søs og den frie sejlads i Indo-Stillehavsområdet…”
Argumentationen er ganske lig USA’s, når Biden-administrationen skal forklare sin militære optrapning i farvandene omkring Kina. Og flådeindsættelsen er ikke rettet mod USA.
EU lægger sig altså i slipstrømmen efter USA og med et tykt lag “demokratisk” fernis og positive fraser som “bæredygtig og inklusiv udvikling”, “grøn omstilling”, “menneskers sikkerhed” for at skjule sine reelle hensigter: Sikre sig fri adgang til varer og råstoffer og militært fodfæste i regionen.
Alliancer mod Kina
EU fremhæver nemlig samtidig, at det vil styrke samarbejdet med partnere i regionen for at reagere på den “nye dynamik” (læs Kina) for at fremme en “regelbaseret verdensorden, lige konkurrencevilkår samt et åbent, retfærdigt miljø for handel og investeringer”…
En regelbaseret verdensorden er blevet et mantra, som EU og USA hiver frem ved enhver given lejlighed. Men det er et skalkeskjul for at opretholde den nuværende uorden, hvor EU og USA opretter ad hoc-koalitioner og partnerskaber uden om FN. Det skal erstatte folkeretten og FN-pagten, som de ønsker at omgå. Det er et forsøg på at presse den vestlige imperialismes regelsæt ned over Asien og resten verden.
Det er det reelle indhold af EU’s strategi for Indo-Stillehavsregionen. EU’s strategi skal stække Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse og skabe alliancer for konfrontation, hvis Kina ikke danser efter EU’s pibe.