Efter afhøring af 74 vidner og 14 måneders arbejde offentliggjorde Minkkommissionen i dag sin 1649 sider lange rapport.
Den lægger ikke fingrene imellem. Et par af de vigtigste konklusioner:
Embedsværket i flere ministerier modtager voldsom kritik, inklusive Rigspolitiets top. Tidligere fødevareminister Mogens Jensens forklaringer forkastes. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser, og hun og andre embedsfolk kan drages til ansvar for det.
Statsminister Mette Frederiksen kom “objektivt set” med “groft vildledende” udtalelser på det famøse pressemøde 4. november 2020, hvor der blev givet instruks om at aflive alle mink i Danmark. “Objektivt set” fordi hun ikke gjorde det med vilje, altså forsætligt, anfører Minkkommissionen.
Parlamentarisk set står en blodtørstig opposition klar til at kaste sig over regeringen, hvis fremtid står og falder med SF, Enhedslisten og de Radikale.
Her og nu sker der det, at ministre, der er rettet kritik mod, får ret til at kommentere rapporten, besluttede Folketingets granskningsudvalg kort efter offentliggørelsen. Derefter skal der tages stilling til, om der skal indledes en uvildig advokatundersøgelse, der kan rådgive Folketinget om en eventuel rigsretssag, eller om der skal iværksættes andre politiske sanktioner. I sidste ende kan et valg ikke udelukkes.
Inden hele debatten ender i juridiske spekulationer om kattelemme og nødudgange for regeringen og parlamentarisk fnidder, er det på sin plads at slå nogle grundlæggende pointer fast:
Beslutningen om at aflive alle 16 millioner mink blev taget, fordi sundhedsmyndighederne i oktober-november 2020 vurderede, at de udgjorde en sundhedsfare under pandemien. Det var en helt rigtig beslutning.
Det var ikke ulovligt, at regeringen besluttede at aflive alle mink uden lovhjemmel. Men det var ulovligt, at man ikke fik den lovhjemmel fra Folketinget, inden beslutningen blev eksekveret. Og dét uanset om det skete med vilje eller ej.
Dermed er vi ved den egentlige kerne i minksagen, der handler om statsapparatets og det borgerlige demokratis fungeren.
Det må og skal naturligvis være sådan, at en regering ikke kan agere uden lovhjemmel, altså uden om Folketinget. Hvis den udøvende magt – regeringen med alle dens ministre og embedsfolk – hæver sig op over dette princip, er det en glidebane, der undergraver det borgerlige demokrati indefra. Det kan i sidste ende føre til diktatoriske tilstande.
På den måde er minksagen en advarsel om, hvorledes statsmagten kan udnyttes, og demokratiet sættes ud af kraft. Der er simpelthen fare for, at der udvikles en autoritær eller totalitær stat, at demokratiske rettigheder forvitrer eller forsvinder inden for rammerne af det eksisterende borgerlige demokrati.
Med den aktuelle samfundsudvikling in mente, hvor trækket mod højre er så voldsomt, er det ikke svært at forestille sig situationer, hvor det kan ske: Krig, kamp mod terror, civil uro…
Set i det lys har Minkkommissionens arbejde været vigtigt.
For der ér virkelig brug for hele tiden at kaste lys over statsmagten og dens samlede apparat i det kapitalistiske samfund. Der ér virkelig meget, der kan og bør granskes.
Helt aktuelt forhandler regeringen uden om Folketinget og uden åbenhed over for medierne om at indgå en baseaftale med USA. Det ligger lige til højrebenet at kaste lys over denne sag og få den gransket til bunds.