Så er der kun godt en uge til valgdagen, og den hidtidige valgkamp kan opdeles i to hermetisk adskilte verdener: mainstreammedierne og virkeligheden.
I mainstreammedierne diskuteres fremtidige mandattal, mulige regeringskonstellationer, statsministerkandidaternes formkurve, højdespringere og bundskrabere i meningsmålingerne, kandidaternes mediestrategier og optræden. Valganalytikere interviewes om, hvordan der kan “flyttes mandater hen over midten”, og hvad det betyder, at op mod halvdelen af befolkningen vil stemme på et andet parti end sidst.
I showprogrammer på tv quizzer politikerne jovialt og giver i bedste feel good-stemning high fives, når de er enige. Og det er de meget tit. For der graves ikke særligt dybt. “Vi vil jo egentlig det samme, men er blot uenige om, hvordan vi kommer derhen.”
Bevares – indimellem er da også noget reel politisk substans. Indtil nu har sundhedsspørgsmålet, risikoen for et egentligt kollaps i vores offentlige sundhedssystem og de ansattes forhold faktisk bidt sig fast
Generelt diskuteres der, som om de danske politikere har frit valg på alle hylder, selvom vi alle ved, at Danmark er bundet af snærende EU-bånd og NATO-krav. I øvrigt emner der stort set ikke berøres.
I den sidste statsministerkandidatdebat på DR blev der absolut intet talt om krig og oprustning. Absolut intet. Bortset fra at Mette Frederiksen en passant sagde, at “alle ved at krigen er baggrundstæppet for Europa”. Nærmest i en bisætning.
Krig, inflation, frygten for at blive sat ud af sin bolig, risikoen for at blive fyret fra sit arbejde – alt dette er “et baggrundstæppe”, som på én og samme tid både definerer debatten og slet ikke for alvor diskuteres til bunds.
En analyse, som fagforbundet 3f har fået foretaget, viser, at 80 procent af de ufaglærte og faglærte arbejdere i forbundet oplever stigende priser på energi og fødevarer som den største trussel imod deres privatøkonomi. Og de kræver konkret handling, ikke at det bare tages for givet.
Herfra kan nævnes en række konkrete tiltag, der virkelig ville kunne mærkes for de faglærte og ufaglærte arbejdere og andre med små indkomster: Sænk momssatsen på mad og medicin fra de nuværende 25 procent til nul procent. Så vil fødevarer og medicin med ét slag blive en femtedel billigere. Selvfølgelig kun hvis der er priskontrolmekanismer, således at producenter, engroshandlere og butikker ikke skruer priserne op.
Videre:
Pensionister, dagpengemodtagere, studerende, kontanthjælpsmodtagere og andre på overførselsindkomst har akut brug for et værn mod dyrtiden. Hvis de skal klare sig igennem, er der brug for, at deres satser reguleres, så de fuldstændig kompenseres for inflationen.
For blot at nævne nogle meget konkrete og gennemførbare krav.
Og dermed bevæger vi os over i valgkampens anden verden. Dér hvor diskussion af mandattal og regeringskonstellationer vægter lettere end de virkelige problemer. Der hvor mennesker diskuterer med hinanden og udfordrer de opstillede kandidater på deres politik og ikke på spin.
I den verden gør tillidsfolk i disse dage et ihærdigt forsøg på at kaste spørgsmålet om EU-mindsteløn ind i valgkampen.
Aktive klimakæmpere har ikke glemt alle de løfter, de fik ved valget i 2019. Og aktionerer for det. Bevægelsen for Børn & Unge kalder til oprør på tværs og kræver, at folketingsvalget får afgørende, positiv betydning for børn og unges trivsel på kortere og længere sigt. Og aktionerer for det. Og ligelønsbevægelsen #SlutMed1969 kaster sig i morgen igen ud i en af deres legendariske tjenestemandstirsdage. Selv fredsbevægelsen forsøger under meget vanskelige omstændigheder at sætte et aftryk.
Det er alt sammen positivt. Det er alt sammen bestræbelser på at kombinere valgkamp og virkelighed.