Hvordan kan vi gå julen i møde og synge om fred på jorden, mens krigene raser omkring os? Det spørgsmål er der mange, der stiller sig i disse dage. Og det er i sandhed svært.
De, der i og omkring København har mulighed for det, deltager med sikkerhed i den lillejuleaften, der 23. december om eftermiddagen holdes i de københavnske gader med kravet om en varig våbenhvile i Gaza. Andre tænder julelys for Palæstina, pakker gaver ind i de palæstinensiske farver eller fletter julehjerter i grønt, rødt, hvidt og sort.
For nej – ikke engang en julevåbenhvile i Gaza er det blevet til. Derfor kommer der ingen jul til Bethlehem i år. Julen er simpelthen neddroslet eller helt aflyst flere steder i Mellemøsten.
Kristne menigheder har aflyst “unødvendigt festlige” juleaktiviteter ”af hensyn til deres muslimske naboer”.
“Af hensyn til de tusindvis af dræbte vil vi, i bøn for fred, bare holde traditionelle gudstjenester og andagter om julens betydning,” udtaler pastor Munir Kakishder fra Ramallah på Vestbredden til Christianity Today. En talsperson for de palæstinensiske myndigheder har udtalt, at folk ikke ønsker nogen fejring, fordi de er triste og vrede over ”massakren i Gaza og på Vestbredden”.
Det er forståeligt.
Den 20. december rundede antallet af civile dræbte i Gaza de 20.000 efter 74 dages udrensningskrig. Det er et rystende og historisk stort tal. Selvom det næsten er ubærligt at sammenligne, er antallet af civile dræbte i Ukraine lidt over 10.000 her 22 måneder efter Ruslands invasion.
Uanset hvad man måtte mene om at benytte økonomiske sanktioner som middel, er det værd at notere, at det tog EU to dage at vedtage en sanktionspakke mod Rusland efter invasionen i Ukraine. Mens disse linjer skrives, har EU ingen sanktioner vedtaget mod Israel, end ikke taget afstand fra det folkemord, der foregår i Gaza, og den udrensningskrig der foregår på Vestbredden.
Ligesom den danske befolkning har læserne af Arbejderen med garanti mange holdninger til julen, denne gamle lys- og drukfest, som nogle vælger blot at anskue som et tilfældigt tidspunkt i jordens kredsløb om solen. For andre er der tilknyttet familieritualer, for atter andre kan troens budskab have betydning, mens julen for kapitalen først og fremmest er udsigten til at skrue forbrugsprofitterne en tand i vejret.
På tværs af disse tilgange vil de af os, der traver om juletræet og synger julesalmer, med sikkerhed i år studse en ekstra gang over afslutningen på B. S. Ingemanns salme “Dejlig er jorden”:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!
For i mørket uden for de oplyste julepyntede vinduer spejler virkeligheden sig: Der ér jo ingen evig frelser, end ikke en midlertidig en af slagsen. Som altid må vi mennesker tage sagen i egne hænder, hvis vi skal opnå fred og fryde os. “Dejlig kunne jorden være” ville i sandhed være en mere retvisende titel på Ingemanns jule- og begravelsessalme.
Hvis vi er så heldige at være del af et fællesskab, så lad os benytte juledagene til sammen at mindes og sørge over de tusindvis af ofre. Men lad os også bruge dem til refleksion og eftertanke. Lad os ikke skjule årsager eller vige uden om besværlige forklaringer, men kalde uretten og uretfærdigheden ved dens egentlige navne: udbytning, profit, imperialisme.
Så kan vi forhåbentlig få mod og kræfter til at råbe endnu højere, sige endnu mere fra over uret og uretfærdighed, hvor end den forekommer. Tæt på os eller under fjerne himmelstrøg.
Dejlig kunne jorden være.