I næsten to uger har Israel systematisk, vedvarende og med stor voldsomhed bombet nabolandet Libanon. Til tider er der nærmest tale om tæppebombardementer. Inden for én enkelt time gennemførte Israel således på et tidspunkt luftangreb på 50 forskellige mål i både det nordlige og sydlige Libanon.
Hundreder er døde. Tusinder er sårede. Næsten 500.000 er drevet på flugt internt i Libanon fra syd mod nord. Og i nord flygter tusindvis nu ind i det hærgede og sanktionsramte naboland Syrien.
Intet tyder på, at Israel stopper. Onsdag sagde både forsvarschef Halevi og premierminister Netanyahu, at de israelske soldater skal gøre sig rede til en egentlig landinvasion.
Det officielle mål med de voldsomme angreb ind i Libanon er dels at sikre, at de omkring 100.000 israelere, der i snart et år har været evakueret fra det nordlige Israel, kan vende tilbage. Og dels at uskadeliggøre den libanesiske modstandsgruppe Hizbollah.
Men de reelle mål og drivkræfter bag udvidelsen af folkemordet mod Gaza ind i Libanon går langt videre. Angrebene er således en fortsættelse af årtiers angreb på Libanons suverænitet, et forsøg på at nytegne grænserne i området til fordel for et Stor-Israel og på at involvere USA direkte militært i et “endeligt opgør” med Iran..
På live-tv har Israels uddannelsesminister Yoav Kisch erklæret, at “Libanon vil blive udslettet”. Og, tilføjede han: “Libanon, som vi kender det, vil ikke blive ved med at eksistere”.
Tilsvarende har Israels minister for diaspora Amichai Chikli i et tweet på X fremført, at hverken Libanon, Syrien eller Irak er suveræne stater og offentligt talt for en kolonisering af det sydlige Libanon.
Hvis de mål skal nås, er det nødvendigt med et opgør med den libanesiske modstandsbevægelse Hizbollah, som i årtier har udgjort et bolværk mod israelsk aggression. Hizbollah betegnes herhjemme systematisk som en terroristorganisation a la Al Qaeda og ISIS. Men det er kun et fåtal af stater i Vesten, som har sat både Hizbollahs militære og politiske arm på deres terrorliste, for eksempel USA. I EU-regi er Hizbollahs militære arm på terrorlisten, men ikke den politiske arm.
I Libanon selv er Hizbollahs politiske arm et anerkendt shia-religiøst politisk parti, der sidder i landets parlament. Det allierer sig blandt andet med kristne grupper.
Organisationen er skabt som en national modstandsbevægelse. I 1982 invaderede Israel Libanon og erklærede i 1985 officielt den sydlige del af Libanon som militært besat. Det holdt indtil 2000, da besættelsesstyrkerne blev smidt ud af en samlet libanesisk modstandsbevægelse, ledt af Hizbollah. Da Israel igen invaderede i 2006 svarede bevægelsen magtfuldt tilbage. Det er rigtigt, at Hizbollah støttes af Iran, men det vil være en overdrivelse at kalde det for en stedfortræderorganisation for Iran.
Så det er ikke en lille ekstremistisk, paramilitær styrke, som Israel vil uskadeliggøre. Det er en velorganiseret politisk og militær bevægelse, der er vokset ud af forsvaret for Libanons ret til at eksistere.
Bombardementerne i Libanon har ikke fået besættelsesmagten til at vige mange tommer i Gaza eller på Vestbredden. Fascisten Netanyahu fører nu en udslettelseskrig på flere fronter samtidig. Og det sker med USA’s billigelse. Det sker med de samme amerikanske våben, der bliver brugt til at dræbe civile i Gaza. Det sker med den samme økonomiske opbakning.
USA har for en måneds tid siden sendt en missilbevæbnet ubåd til Mellemøsten, ligesom hangarskibet USS Abraham Lincoln er ved at være på plads der. I takt med at Israel udvider sin folkemorderiske kurs, står USA overfor valget mellem at opgive sit vigtigste brohoved i Mellemøsten eller kaste sig direkte militært ind i området.
Den 23. september udsendte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at forsvarsminister Lloyd Austin III har talt i telefon med Israels forsvarsminister Yoav Galant. Her har han forsikret om, at USA fortsat “støtter Israels ret til at forsvare sig selv”.
I den forbindelse skal det noteres, at den britiske tv-station BBC har godtgjort, at langt hovedparten af de 7400 angreb, der er gennemført på tværs af grænsen til Libanon mellem oktober 2023 og juni 2024, er gennemført af Israel – ikke af Hizbollah.
Det er Israel, der er aggressoren.
Og Netanyahu-regeringen kan ikke nås med argumenter eller ord. Dens hensynsløshed er ubegrænset. Den standser ikke. Hverken i Gaza, på Vestbredden eller i Libanon. Det er udelukkende på grund af Hizbollahs og Irans bemærkelsesværdige tilbageholdenhed, at vi kun er “på randen af en storkrig”.
Herhjemme er den danske regering næsten tavs, dog har Mette Frederiksen erklæret, at “alle holder vejret” i forhold til en storkrig i Mellemøsten. Men der er ikke brug for at holde vejret. Der er heller ikke brug for vage henstillinger eller bekymrede miner.
Der er brug for handling. Her og nu.
Israels livline må kappes. Al militær støtte må ophøre. Total våbenembargo må indføres per dags dato. Også fra dansk side. Forsendelser af materiel, der kan indgå i våbenproduktion, må stoppes på deres vej. EU må med det samme opsige eller suspendere sin associeringsaftale med Israel.
Boykot må nu effektivt isolere Israel.