Israels folkemord i Gaza og tilsvarende krigsoperationer på Vestbredden har nu varet i 100 dage. Fra toppen af det israelske militær og den israelske regering er planen at fortsætte. Ufortrødent. Koldblodigt. Kalkuleret. Helt frem til udrensningskrigens slutmål er nået. Die Endlösung.
I de samme 100 dage har der verden over, i nord og syd, øst og vest, udviklet sig en protestbevægelse, som man skal tilbage til Vietnam-krigen i 1960’erne og 1970’erne for at finde et sidestykke i omfang, i vedholdenhed, i udholdenhed.
Herhjemme skal man befinde sig meget langt fra den politiske virkelighed for ikke at have opdaget eller aktivt oplevet de palæstinensiske flag, der uge efter uge vajer på demonstrationer í rigtig mange byer landet over med det fælles krav Våbenhvile nu. I København vandrer tusindvis af mennesker flere gange om ugen byen tynd. Gennem beboelseskvarterer. Til centrale pladser og regeringskontorer. Til tv-stationer og våbenfirmaer. I kulde, regn, sne og frost fortsætter en menneskemængde, der hver gang tælles i tusinder og på de store, samlende “Alle på gaden”-dage i títusindvis.
Slagord udvikles. Slagsange synges (Ååååh, vores regering, den vender blikket den anden vej…).
Og lad os lige minde om, hvad reglerne er for disse fredelige og særdeles disciplinerede demonstrationer:
“Kampen for et frit Palæstina er en kamp mod alle former for undertrykkelse. Vi fordømmer og modsætter os alle former for racisme og diskrimination, inklusiv antisemitisme, islamofobi og homofobi.
Retningslinjer: Ingen andre flag end det palæstinensiske flag. Ingen bannere, symboler, flag, flyers osv. fra politiske partier eller religiøse organisationer. Ingen racisme, homofobi eller anden diskriminerende adfærd og råb.”
Der er absolut intet ekstremistisk eller fundamentalistisk over bevægelsen, som ellers fra starten har måttet værge for sig mod angreb for Hamas-støtte og antisemitisme og tilsvarende. Det er ikke glemt, at statsministeren den 9. november forsøgte at terrorstemple demonstrationerne og sætte lighedstegn mellem frihedskamp og terrorisme, da hun skrev til sin justitsminister:
“Jeg skal på den baggrund anmode om, at Justitsministeriet udarbejder en redegørelse om, hvordan politiet og anklagemyndigheden anvender det strafferetlige værn mod blandt andet tilskyndelse til og billigelse af terror mv. i forbindelse med den seneste tids demonstrationer og offentlige ytringer i relation til konflikten i Israel og Gaza.”
Som bekendt var der intet konkret at komme efter. Og forsøget på at så et terror-frø for at udskamme og brændemærke bevægelsen lykkedes på ingen måde. Demonstrationerne voksede kun i bredden.
Det er heller ikke lykkedes at skræmme folk fra at deltage med påstande om, at bevægelsen kun har legitimitet, hvis den støtter nogle kræfter i Palæstina og tilsvarende tager afstand fra andre. For hvem andre end palæstinenserne er det, der skal bestemme over deres egen kamp for et frit Palæstina?
Underrepræsenteret i bevægelsen er til gengæld Folketingets politikere, der med regeringen i spidsen kigger foragteligt på fra en sidelinje og skyr kontakt med alt, der er klædt i palæstinensiske farver. Ved den seneste “Alle på gaden”-demonstration 7. januar i København var Alternativet med deres fem mandater eneste folketingsparti, der anbefalede demonstrationen. En stribe lokale afdelinger af Enhedslisten bakkede op, men ikke Enhedslisten som parti. Vi kan konstatere, at bevægelsen klarer sig fint uden!
Men selvfølgelig: I solidariteten med Palæstina og i kampen mod det bestialske folkemord er der naturligvis plads til flere, blandt andet også fra fagbevægelsens rækker.
Der er ingen argumenter for ikke at være med i denne folkelige bevægelse i ordets allerbedste betydning. Og bevægelsen har efter 100 dage ikke tabt pusten, men næres af aktioner og protester verden over og senest af modige Sydafrikas totale afklædning af et folkemorderisk apartheid-Israel ved FN’s internationale domstol ICJ.
Uanset hvad der sker i de kommende uger og måneder, har denne bevægelse allerede sat sig spor, der ikke lader sig viske ud.