Udtalelse fra Fred og Rettferdighet(FOR) (Norge), Kommunistisk Parti (Danmark), Kommunistiska Partiet (Sverige)
Vi lever i en mørk tid med krig, konflikter og menneskelige tragedier. Krigene har rod i kapitalismens imperialistiske udvikling. I toppen af denne fødekæde står USA og NATO.
Vores tre organisationer er aktive i Norge, Danmark og Sverige. Vi er imod NATO, og vi siger på det kraftigste nej til den oprustning og krigsførelse, som tvinges ned over hovederne på os i alle de nordiske lande.
Prisen for ukritisk at føre denne politik betales af vores skattepenge, som i stedet burde bruges til at sikre vores samfund og velfærd og give os et solidt fundament at stå på i alle livets faser.
Kampen for velfærd i stedet for våben er en del af vores kamp mod imperialismen. Hver krone, der bruges på NATO, er et tyveri fra velfærden og fra alles ret til gode levevilkår, ikke mindst for kvinder.
Prisen betales også af vores miljø. Seriøs forskning viser, at krige og militærøvelser er blandt de største klimasyndere. Men en retfærdig klimaomstilling, som ikke rammer arbejderklassen, sættes i anden række. I stedet har de nordiske landes parlamenter besluttet at lade de økonomiske ressourcer gå til militærets og NATO’s endeløse krav.
Også de bilaterale baseaftaler med USA betyder, at disse miljø- og klimafjendtlige aktiviteter får frit spil på vores jord – uden offentlig indsigt eller kontrol. Klimakampen er også en del af vores kamp mod imperialismen.
Efter at Sverige og Finland kom ind i NATO i 2024, er alle de nordiske lande nu medlemmer af krigsalliancen, hvis dagsorden dikteres af USA’s præsident Donald Trump og loyalt udføres af NATO’s generalsekretær Mark Rutte. I tæt samarbejde med politikerne i Norden, ikke mindst socialdemokraterne, har de optrappet den aggressive krigsretorik og fremskyndet militariseringen. Det er en udvikling, som baseaftalerne gør permanent, eftersom de giver USA ubegrænset adgang til nordiske baser og territorier. De udgør nu en direkte trussel og underminerer stabiliteten.
Denne udvikling foregår hen over hovedet på folk og driver os mod afgrunden i stedet for at sikre vores sikkerhed og fremtid.
Konstruktivt diplomati og gensidigt samarbejde er den eneste rationelle modvægt til krigens katastrofe. I stedet for NATO’s atomlogik kræver vi af vores valgte repræsentanter, at de arbejder for alliancefrihed og nedrustning, forankret i international lov.
De af os, der ønsker fred, solidaritet og nedrustning, har en stor opgave foran os. Et første konkret skridt er at sikre, at de nordiske lande hurtigt underskriver FN’s konvention om forbud mod atomvåben (TPNW).
Vi kræver derfor, at parlamenterne i alle de nordiske lande øjeblikkeligt:
- Sætter en stopper for, at milliarder af skatteydernes penge går til krigsindustrien
- Stopper oprustning og militarisering
- Opsiger baseaftalerne med USA og forlader NATO
- Investerer i velfærd i stedet for våben
- Beslutter at Norden skal være en atomvåbenfri zone
For den menneskelige værdighed, som trues af krig, og imod tidens frihedsindskrænkende strømninger rejser der sig en vilje til modstand, som bæres af mennesker over hele verden.
Underskrevet af:
Marielle Leraand, leder af partiet Fred og Rettferdighet (FOR)(Norge) * Lotte Rørtoft-Madsen, forperson Kommunistisk Parti (Danmark) * Pia Jacobsen, ledelsesmedlem Kommunistiska Partiet (Sverige), medlem af styregruppen i stoppanato.nu
