Det er ikke uden betydning for venstrekræfterne i Europa, hvad der sker politisk i Frankrig. Pariserkommunen i 1871, den antifascistiske modstandsfront i 1930’erme og 1940’erne, maj-oprøret i 1968, De gule Vestes oprør i 2018 og 2019 – alt sammen skelsættende begivenheder der har inspireret også uden for Frankrigs grænser.
Derfor er det også værd at analysere de markante politiske bevægelser, der udkrystalliserede sig op til, under og efter det i al hast udskrevne parlamentsvalg den 30. juni og 7. juli.
Da resultaterne af parlamentsvalgets anden runde forelå sent den 7. juli, åndede EU- og NATO-toppen lettet op. Det samme gjorde mainstreammedierne, og mon ikke en og anden venstreorienteret og antifascist – af ganske andre årsager – også sænkede skuldrene en smule. For Marine Le Pens og Jordan Bardellas ultrahøjreparti Rassemblement National (National Samling) havde ikke opnået nok deputerede til at danne regering og overtage magten.
Men det er for tidligt at ånde lettet op. Dels fordi mandatfordelingen på ingen måde afspejler stemmetallene. Dels fordi de årsager, der giver National Samling vind i sejlene, ikke er udryddet. Snarere tværtimod.
National Samling endte med at få 142 mandater i Nationalforsamlingen. Præsident Macron og Co fik 159, mens Nouveau Front Populaire (Den Nye Folkefront) opnåede 180 mandater. Med andre ord: Le Pens parti, som vandt i første valgrunde, endte på en tredjeplads i anden valgrunde.
Men det skyldtes ikke et massivt stemmeskred. Det skyldtes det franske valgsystem og snedige aftaler mellem de opstillede partier.
De 577 medlemmer af Nationalforsamlingen, kaldet deputerede, vælges i enkeltmandskredse for en valgperiode på fem år ved et valgsystem med to valgrunder. En kandidat, der får absolut flertal af de gyldige stemmer og et stemmetal over 25 procent af de registrerede vælgere, er valgt i første runde. I valgkredse, hvor ingen kandidat opnår valg i første valgrunde, afholdes en anden runde mellem de to øverste kandidater og eventuelle øvrige kandidater, der har opnået et stemmetal på over 12,5 procent af de registrerede vælgere.
Denne sindrige mekanisme er oprindelig skabt i forbindelse med indførelsen af den nuværende forfatning fra 1958, kaldet Den Femte Franske Republik. Dengang havde den til formål at holde det stærke kommunistiske parti så langt væk fra magten som muligt.
I 2024 virkede mekanismen mod højre. Konkret skete der nemlig det mellem første og anden valgrunde, at der blev indgået aftaler mellem Den Nye Folkefront og Macrons Ensemble om at trække egne kandidater, så man kunne slå National Samling, hvor det var muligt. Den Nye Folkefront – kaldet venstresiden – stemte således på Macron-kandidater, hvor det var opportunt og omvendt.
Dermed kom der en sammensætning af parlamentet, som på ingen måde afspejler det konkrete stemmetal.
For sandheden er, at Le Pens parti fik mere end tre millioner flere stemmer end Den Nye Folkefront:
- National Samling (Le Pen) og deres allierede: 10.109.044 stemmer.
- Den Nye Folkefront: 7.039.429 stemmer.
- Macrons parti (Ensemble): 6.691.619 stemmer.
- Republikanerne: 1.474.650 stemmer.
I procenter gik Le Pens parti frem fra 33,2 til 37 procent mellem de to valgrunder, mens Den Nye Folkefront gik tilbage fra 28,2 til 25,8 procent.
Nationalforsamlingens sammensætning afspejler således ikke stemmeafgivningen. Mens der blev stemt i protest mod Macron og hans asociale politik og mange diktater, mod den femte republiks institutioner og i protest mod ikke at blive lyttet til, er det alligevel lykkedes Macron og Co. at beholde en central position. Og Le Pens National Samling er på ingen måde slået, men vil fortsætte med at bygge sig op frem til præsidentvalget om tre år.
De fremadstormende højrekræfter, der er en moderniseret udgave af fortidens fascistiske partier og bevægelser, arbejder bevidst og systematisk på at sætte sig på og overtage det borgerlige demokratis institutioner. Det er naturligvis virkelig positivt, at det ikke lykkedes for National Samling ved dette valg.
Men hvis grunden under Le Pen og Co. skal fjernes, er der behov for et brud med Macrons og den franske storkapitals politik. Lige så lidt som i 1930’erne kan den antifascistiske kamp i dag adskilles fra kampen mod imperialismen, forsvaret af den nationale uafhængighed og den folkelige mobilisering mod kapitalens overgreb og konstante asociale forringelser.
Men hvad så med Den Nye Folkefront?
Den Nye Folkefront blev skabt i al hast, over nogle få dage efter udskrivelsen af parlamentsvalget. Den samler partier som Socialistpartiet (det gamle miskrediterede socialdemokrati), Mélenchons venstreorienterede Le France Insoumise, Frankrigs Kommunistiske Parti, det lille Generation.s, De Grønne og Republikansk og Socialistisk Venstre.
Partierne flikkede i al hast et valgprogram sammen med fokus på at drive højrekræfterne tilbage, modstand mod Macrons asociale politik, men også et løfte om “urokkeligt at forsvare det ukrainske folks suverænitet og frihed og dets grænsers integritet ved at levere de nødvendige våben…”. Når det kommer til det nationale spørgsmål og behovet for modstand mod EU’s overgreb mod national beslutningstagen, er der ikke konsistens mellem alliancens partier.
I de valgaftaler, der blev lavet op til anden valgrunde, var Den Nye Folkefront sine steder også med til at bane vejen for Macron-kandidater – selvom de netop står for storkapitalens politik.
Navnet Den Nye Folkefront er ikke tilfældigt. Det lægger sig op ad den antifascistiske Front Populaire (Folkefronten), som blev opbygget i 1930’erne, og som fik enorm betydning op til, under og i årene efter Anden Verdenskrig.
Erfaringerne fra Folkefronten og dens betydning og politik ligger indlejret dybt i den franske arbejderklasse. Det var en modstandsfront bygget op omkring den franske arbejderklasse og dens organisationer, baseret på en arbejderklasse i bevægelse. Og den var baseret på både antifascisme og antiimperialisme.
I Den Nye Folkefront går de Grønne ind for NATO, Socialistpartiet er euro-atlantisk, og begge partier er for EU som en føderal stat. La France Insoumise og Frankrigs Kommunistiske Parti gik ind for at sende franske våben til Kiev i november 2022.
Det store spørgsmål i denne kommende tid bliver, hvad der sker uden for det franske parlament. Om der skabes en bevægelse, der på grundplan, i bevægelser, på arbejdspladser, i fagforeninger og på uddannelsesinstitutioner kan udvikle sig til en folkelig front.
Det er værd at holde øje med.