Det er en rigtig fed forretning at være aktionær og især storaktionær i disse tider. For mens almindelige mennesker knokler for at få enderne til at mødes, stiger aktieudbytterne eksplosivt.
Lad os tage Danmark som eksempel:
Mellem april og juni i år steg aktieudbytterne 66 procent herhjemme. Det skal holdes op imod en nominel lønstigning på fem procent.
Regnestykket er opgjort af den meget lidt systemkritiske europæiske faglige sammenslutning ETUC. Organisationen har set på en række europæiske lande og på misforholdet mellem indkomsterne for dem, der ejer aktier, og dem, der tjener deres udkomme ved at gå på arbejde hver evig eneste dag.
Det er groteske misforhold, der viser sig. Og Danmark er blandt de lande, hvor misforholdet er mest graverende. Regnestykket får ETUC’s generalsekretær Esther Lynch til at konkludere:
“Det kan ikke fremgå tydeligere end af disse tal, at det er virksomhederne, der er ansvarlige for at drive inflationen i vejret, og arbejderne, der lider under konsekvenserne.”
En tilsvarende konklusion kom Den Internationale Valutafond IMF med for tre måneder siden. Det var ikke på baggrund af de kraftigt stigende aktieudbytter, men på grund af virksomhedsprofitternes himmelflugt:
“Voksende profitter til virksomhederne står for næsten halvdelen af inflationsvæksten i Europa i de sidste to år, eftersom virksomhederne satte priserne langt mere op, end de stigende omkostninger til importeret energi kunne retfærdiggøre.”
Et meget aktuelt dansk eksempel kunne i den forbindelse være medicinalgiganten Novo Nordisk, hvis profitter i første halvår af 2023 steg omkring 30 procent til svimlende 48,9 milliarder kroner – på seks måneder.
De priser, som Novo Nordisk-profitterne driver i vejret, er ikke fødevare- og tøjpriser, men priser på medicin. Det er ikke blot en belastning for den enkelte, men en kæmpebelastning for økonomien i sygehus- og sundhedssektoren, der er i knæ.
Aktieudbytter og profitter, svimlende summer flyder rundt i et kapitalistisk kredsløb, som er hermetisk lukket for almindelige, arbejdende mennesker – for slet ikke at tale om mennesker på overførselsindkomst. Der er i sandhed noget helt galt med en samfundsindretning, hvor profitmotivet og privatejet til de vigtigste samfundsværdier fører taktstokken.