Julen kommer med velsignede glædesbudskaber og med fred. Sådan opfattes den konventionelle jul i hvert fald.
Måske er der ikke mange af Arbejderens læsere, der markerer julen med kristne eller andre religiøse budskaber. Men i rigtig mange hjem synges de traditionelle julesange og -salmer, julelysene tændes, og budskabet om glæde og fred strømmer ud fra skærme og høretelefoner.
I år bør budskabet være mere konkret. I år bør fred i Ukraine være hovedbudskabet.
Her den 24. december har krigen i Ukraine varet ti måneder. Den udspiller sig i al sin gru og med de katastrofale følger, som den har for civilbefolkningen.
I øjeblikket er områder i Ukraine nærmest under belejring, mens Rusland systematisk angriber landets infrastruktur, så befolkningen i dele af landet må overleve vinteren uden el og varme. I andre dele af landet er det ukrainske styrker, der støder frem og foretager massive bombardementer.
7,8 millioner ukrainere har måttet flygte til andre lande i Europa, mens mere end 6,5 millioner er internt fordrevne, vurderer FN’s flygtningeorganisation.
Ifølge FN’s menneskerettighedskontor har 6.826 civile mistet livet, og 10.769 er såret fra 24. februar til 18. december. Antallet af soldater og andet militært personale, der er blevet dræbt eller såret, vides ikke med sikkerhed. Militære embedsmænd i USA anslår, at det er omkring 100.000 på hver side, men ingen ved det med sikkerhed. Ingen af krigens parter har interesse i at komme med præcise opgørelser over deres tab.
Soldater graver sig igen ned i skyttegrave, som befandt vi os i Første Verdenskrig og ikke i en tidsalder, hvor krig i årtier har været ført fra luften med “kirurgisk præcision”.
Og krigen næres hver eneste dag med flere og flere våben og militærsystemer, med kæmpe donationer og moralsk og politisk opbakning til krigsophidsere. Vi der bor i et EU- og NATO-land har en særlig forpligtelse til at kæmpe imod “vores” regeringers krigsinvolvering og militariseringen af vores samfund og økonomier:
Ny milliardpakke fra USA til styret i Kyiv. Ny milliardpakke fra EU til styret i Kyiv. Zelensky der uden skam i livet stiller krav på krav til alle fra Biden til Ellemann – og stadig får, hvad han beder om.
Rusland dæmoniseres som et autokratisk styre, mens styret i Ukraine stryges med hårene, selvom det som minimum kan betegnes som totalitært.
Og fred, kravet om fred, om forhandlinger betragtes på det nærmeste som forræderi. Det er at give køb på “Vestens værdier” og give Rusland carte blanche til yderligere aggressioner, lyder det igen og igen.
Men alternativet til fred er langt værre. Alternativet er en eskalation, hvis omfang der kun kan gisnes om. Den nu 99-årige amerikanske imperialist-strateg og tidligere udenrigsminister Henry Kissinger gjorde det her op til jul krystalklart, at hvis ikke der kommer en forhandlet fred, så risikerer vi “en ødelæggende verdenskrig”. Han advarer også om, at Vestens drømme om at totaludmatte Rusland og splitte det ad “kan udløse et atomart kaos”. Regeringen i Ukraine kaldte det ensbetydende med at “stille aggressoren tilpas”.
Men hvis ikke der snart gribes fat i nogle halmstrå, risikerer der meget snart intet at være at gribe fat i.
Derfor er det hverken naivt, Putin-venligt eller udtryk for en forældet politisk holdning at gøre fred i Ukraine til julens stærkeste budskab. For den ukrainske befolknings skyld. For den russiske befolknings skyld. Og sådan set også for den danske befolknings skyld.