I løbet af det næste døgns tid har knap 4,3 millioner borgere i Danmark mulighed for at sætte deres kryds ved det folketingsvalg, der allerede inden afholdelsen er erklæret som et “jordskredsvalg” og “det mest spændende nogensinde”.
En tiendedel af de mennesker, der bor i Danmark, kan imidlertid ikke stemme. For de er ikke danske statsborgere. Det er rigtig mange mennesker – og en andel der bare vokser og vokser, blandt andet fordi det bliver sværere og sværere at få statsborgerskab. I 2015 udgjorde andelen otte procent – ved dette valg er det omkring ti procent.
En åbenlys demokratisk marginalisering som fortjener langt større fokus.
Blandt de 4,3 millioner, der faktisk kan stemme, er der ligesom ved sidste folketingsvalg i 2019 en stor tvivlergruppe lige til det sidste. Tallene svinger, men ligger på mindst 15-20 procent. Det er ikke i sig selv usædvanligt. Det usædvanlige denne gang er det meget store antal vælgere, der ikke er sikre på, hvad de skal stemme – selvom de angiver, at de har taget stilling.
Instituttet Electica peger på, at 45-50 procent – op mod halvdelen – ikke er overbeviste om, hvad de skal stemme på, også selvom de måske angiver, at de har bestemt sig.
Det er et meget stort antal, der er usikre langt ind i hjertet. Så tvivlrådigheden er omfattende. Flere partier har rykket sig, og partier, som før mente ét, mener nu noget andet. Det efterlader mange i et politisk tomrum, hvor de leder med lys og lygte efter partier eller kandidater, der repræsenterer deres holdninger – og måske slet ikke finder dem.
Så desorientering, tvivl og forvirring er udbredt i en valgkamp, hvor fornemmelsen af at der er et kæmpehul mellem ord og handling, mellem løfter og praksis er udbredt. Faste ideologiske og værdimæssige holdepunkter er blevet mere flydende. Tilliden til at der vil ske virkelige, afgørende forandringer ligger lavt.
Kommende analyser må vise, om denne tvivlrådighed rammer højre- eller venstrekræfterne hårdest.
I der læser disse linjer har formentlig store, røde bankende hjerter. Nogle af jer er ikke blot i tvivl om, hvilket parti eller hvilken kandidat I vil stemme på – nogle overvejer ikke at stemme eller stemme blankt. Men der er jo lige præcis brug for jeres stemmer. For de røde stemmer.
Glem et øjeblik bogstavlegen om kommende parlamentariske konstellationer. Vi ved ikke, hvordan de kommer til at se ud, Men vi ved, at en kommende regerings sammensætning har betydning for folkeflertallets konkrete hverdag de kommende måneder og år. Der er forskel på, hvad der skal kæmpes om og for, hvilke krav der skal stilles. Forskel på hvem og hvad bevægelser kan samarbejde med og forsøge at få indflydelse på:
Der er forskel på, om vi i de kommende år skal kæmpe med næb og kløer mod en afvikling af folkepensionen som en universel velfærdsrettighed eller for at stoppe den stigende pensionsalder og forbedre og udvide Arne-pensionen.
Der er forskel på, om klimabevægelsen i de kommende år bliver nødt til at gå i forsvarsposition for at hindre sorte fossilkræfter i at dominere eller offensivt kan kæmpe for de gennemgribende systemiske forandringer der er brug for, hvis klimakrisen skal adresseres.
For nu blot at nævne et par eksempler.
Så når vi stemmer tirsdag, handler det om at få indflydelse på de betingelser, som vi kæmper under i månederne og årene, der kommer.
Valgkampen har vist, at det er vigtigt at modvirke højreangreb – også hvis de er forklædt som moderate – og bane vej for bevægelse og forandring. Der bliver rigtig meget at tage fat på efter 1. november:
Organisering af fælles modstand mod de sociale forringelser, der er på vej.
Modstand mod at bruge milliarder på NATO-oprustning.
Indsats mod EU-mindsteløn og i det hele taget mod EU’s ødelæggelse af velfærd og kollektive rettigheder.
Vedholdende fokus på at tage et reelt livtag med klimakrisen.
Herfra skal lyde et held og lykke til alle de kandidater, især fra Enhedslisten, der trækker i den retning.
Så læg tvivlen til side – der er brug for alle røde stemmer.