En revolutionær kritik af Pelle Dragsteds nordiske socialisme

Af Anders Sørensen

Uden idékamp ingen bevægelse. Så lad meningerne brydes, og lad os på venstrefløjen blive klogere på os selv og hinanden! Her er min kritik af Pelle Dragsteds vision om en nordisk socialisme, skriver redaktør Anders Sørensen.

Kære Pelle. Jeg har skrevet det før og gør det hellere end gerne igen: Tak for at du bruger din position til at genåbne diskussionen om socialisme – og bidrager til at bringe diskussioner om mål og midler, taktik og strategi ud i bredere kredse. Det har længe været tiltrængt.

Selve den revolutionære handling er en befriende bevægelse, som skaber den sunde muld, som det nye samfund kan vokse frem af og trives i.

Jeg læste Nordisk Socialisme med stor nysgerrighed. Jeg havde glædet mig til at åbne den og blev da heller ikke skuffet. Du har jo ordet i din magt og er dygtig til at servere forholdsvist tungt stof på en letfordøjelig måde.

Jeg vil i det følgende forsøge at forholde mig til forskellige pointer, som jeg er faldet over, enten fordi jeg finder dem inspirerende, eller fordi jeg er snublet over påstande, som jeg føler trang til at gå i rette med. Jeg håber, du vil læse med, og at både dine kritikere og dine forsvarere vil tage min tekst for, hvad den er: Et forsøg på at gribe dit gode initiativ og yde mit bidrag til yderligere at folde debatten om socialisme ud.

Hurtigt resume

‘Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi’ er en politisk vision for en pluralistisk, demokratisk blandingsøkonomi, som kan pege frem mod et stadigt mere lige og demokratisk samfund. Selv koger Pelle den fremtidige nordiske socialisme ned til fem principper:

1. Radikalt demokratisk
Politisk demokrati og ubetinget forsvar for individets frihedsrettigheder er en nødvendig forudsætning for enhver fremtidig demokratisk socialisme. Men det er ikke en tilstrækkelig forudsætning. Så længe vi fastholder økonomien og arbejdslivet som en ikke-demokratisk sfære, vil den økonomiske elites oligarkiske magt undergrave vores folkestyre, og der vil opstå en stadig større modsætning mellem vores demokratiske idealer og den økonomiske virkelighed.

2. Statsskeptisk
Den nuværende koncentration af økonomisk magt hos en kapitalistisk elite skal ikke erstattes af en ny økonomisk magtkoncentration i staten. I stedet vægtes demokratisk økonomisk selvorganisering hos medarbejdere, forbrugere og borgere. Politiske reformer skal understøtte den selvorganisering.

3. Pluralistisk ejerskab
Frem for at søge én form for ejerskab, der skal gælde hele økonomien, vil en nordisk socialisme udvikle en pluralistisk arkitektur af demokratiske ejerformer, der kan supplere og understøtte hinanden, og som tilsammen kan skabe en økonomi, hvor velstand, magt og indflydelse er fordelt på de mange.

4. Kombination af marked og planlægning
Hverken ren planøkonomi eller ren markedsøkonomi er attraktive modeller. I stedet skal vi søge en balance, hvor markedsmekanismer fylder langt mindre end i dag, men kan anvendes i relevante dele af økonomien. Og hvor rammerne og retningen for økonomien er baseret på demokratiske beslutninger. Ikke mindst for at kunne træffe demokratiske beslutninger der sikrer, at økonomien ikke overskrider planetens og naturens grænser.

5. Nysgerrig og erfaringsbaseret
Udviklingen skal bygge på konkrete erfaringer med demokratisk økonomi og forvaltning frem for forestillinger om et helt nyt samfundssystem på den anden side af en revolution. I stedet for at bygge færdige modeller for fremtidens økonomi skal nysgerrighed, kreativ eksperimenteren og trial and error være grundlaget for udviklingen. Hvert skridt vil give os nye erfaringer, som vi kan lære af og bygge videre på.

Jeg vender tilbage til Pelles fem principper senere i teksten, hvor jeg vil forholde mig til dem punkt for punkt. Jeg håber på læserens tålmodighed.

Bogen byder ud over principper og reformkrav på en ret interessant tour de force igennem socialistiske økonomiske teorier og samler vigtige erfaringer fra planøkonomiske eksperimenter i fortiden – men ignorerer samtidigt fuldstændig nyere erfaringer som eksempelvis Cuba, Vietnam og Kina.

Det er ærgerligt, fordi man sagtens burde kunne forholde sig til gode og dårlige – brugbare og forkastelige – sider ved eksisterende blandingsøkonomier uden derved at sætte sin egen troværdighed over styr. Ikke mindst Kinas rolle i forhold til de internationale økonomiske og produktionsmæssige relationer og de politiske forskydninger, de afføder, er væsentlige, når vi skal analysere internationale udviklingstendenser – uanset om man så ser Kina som socialistisk, statskapitalistisk eller som et partidiktatur.

Heller ikke erfaringer fra Venezuela og den latinamerikanske venstrebølge i det hele taget er repræsenteret i bogen. På den måde kommer Pelle lidt for behændigt uden om de erfaringer, der viser, hvordan monopolkapitalen reagerer, når man har held til at indskrænke dens magt gennem reformer som dem, der foreslås i Nordisk Socialisme.

Pelle mener, firkantet sagt, at hvis der er bred social resonans bag reformerne, vil de ikke kunne rulles tilbage. Han vil have venstrefløjen til at lære af den neoliberale bølge – som har undergravet selve fundamentet under velfærdssamfundet – og bruge den med omvendt fortegn. På den måde vil folket tand for tand kunne dreje samfundet mod venstre, uden at oligarkerne vil kunne få deres vilje igennem, uanset hvor meget de skummer i bidslet, mener Pelle.

Bogen fortrænger fuldstændigt det ubehagelige faktum, at monopolkapitalen sidder inde med hele den væbnede magts styrker, og at den overalt, hvor den for alvor er blevet frataget sin enevældige status, i sidste ende har reageret med vold. Fra hoften burde enhver venstreorienteret kunne erindre Spanien i 1936 og Chile i 1973. Og hvis det er for gamle og derfor ubrugelige erfaringer, så kan vi kigge på Bolivia, Honduras og Venezuela, hvor befolkningerne har en uaftvættelig og højst ufrivillig førstehåndserfaring med storkapitalens jernnæve.

For mig at se bunder den naive forestilling om den økonomiske elite og dens magtinstrumenter som passive, moduler bare samfundselementer i en forfejlet analyse af den kapitalistiske stat. Pelle sammenroder offentlig sektor og statsmagt og ender på den måde med at overse, at staten ikke bare er offentlig velfærd og repræsentativt demokrati, men også geværløbets magt. Det værste Pelle kan forestille sig – eller i hvert fald det eneste han i sin bog sætter forsvarsmekanismer op overfor – er kapitalflugt og investeringsstrejker.

Og det er ellers ikke, fordi han ikke beskæftiger sig med staten i den gennemarbejdede bog, men “staten har ændret sig siden Marx” og er i dag en “kampplads for klassekamp”.

Men Pelle; samfundet har altid været en kampplads for klassekampen, det ændrer ikke på, at statens magtapparat har det skudklare løb rettet mod enhver, som på én gang har vilje og mulighed for at gøre en ende på ulighedens antidemokratiske hærgen.

Jeg vil omvendt påstå, at staternes underdanighed overfor – og underkastelse under – monopolkapitalen kun er blevet større siden Marx. Selv den demokratiske skal, som skal kamuflere den kapitalistiske stats klasseinteresser, krakelerer, når demokratiet bliver for demokratisk. Se bare, hvordan det er lykkedes på mange niveauer at undergrave staternes muligheder for selvstændig udvikling gennem eksempelvis lånebetingelser, handelsaftaler og toldunioner – herunder ikke mindst EU’s indre marked.

Et af de nok mest ekstreme eksempler på monopolernes magt over de nationale demokratier er de såkaldte ISDS-domstole, som betyder, at selskabsejere kan anlægge sager og kræve erstatninger af stater, hvis de indfører lovgivning, som på den ene eller anden måde undergraver deres fremtidige profitter – eksempelvis miljølovgivning eller arbejdsmarkedslovgivning.

Men selvom Pelle Dragsted har en blind vinkel, når det gælder staten, så bringer han masser af gode betragtninger over kapitalismens begrænsninger ind i ligningen og fremsætter en række gode betragtninger om det nødvendige opgør med den evige jagt på økonomisk vækst, som jeg kun kan tilslutte mig.

På samme vis tilslutter jeg mig fuldt ud Pelles gode og rigtige betragtninger over de særlige historiske forudsætninger for den socialdemokratiske succeshistorie – det historiske klassekompromis, hvor arbejderbevægelsens styrke sammen med eksistensen af socialistiske eksperimenter førte til en generel tæmning af kapitalen i årene efter Anden Verdenskrig, hvor det ukontrollerede marked blev tøjlet gennem politiske interventioner, kapitalkontrol og gennem en markant udvidelse af den offentlige sektor, hvorved en stor del af økonomien blev fjernet fra markedet og underlagt demokratisk styring. Pelle Dragsted understreger og underbygger, at kompromiset, som var forudsætningen for opbygningen af den såkaldte danske velfærdsstat, ikke står til at genoprette.

Men Pelle gør rent bord: Hverken genoplivningen af klassekompromiset eller revolutionen er realistisk.

Revolution eller ej?

Pelle udelukker såvel nødvendigheden som selve det ønskværdige i en revolution – også i flere ord end det fremgår af det femte princip, som er angivet øverst i denne tekst.

Revolutionen er ganske enkelt for skræmmende og står i vejen for en bred opbakning til det socialistiske projekt, fordi det er farligt, utopisk og fordi det ikke er til at forudse, hvordan resultatet bliver. I øvrigt mener Pelle, at revolutionen er udemokratisk, fordi den kræver en periode uden love og regler. Og så vil revolution betyde økonomisk kollaps (i hvert fald i en periode), slår han fast.

Pelle kritiserer også den revolutionære teori. Han siger: Når de borgerlige revolutioner først kom, da kapitalismen var fuldt ud modnet inden for rammerne af de feudale samfund, hvorfor tror revolutionære så, at den socialistiske revolution skal være overstået, før socialismen kan vokse frem?

Ærlig talt er dette noget vrøvl, og jeg kender ikke revolutionære, som falder i den kasse, som Pelle her forsøger at klemme hele den revolutionære tradition ned i. At der i det kapitalistiske samfund vokser det nye frem, som udgør kimen for fremtidens samfund er jo netop et af grundelementerne i den marxistiske verdensanskuelse.

Naturligvis skal det nye være modent, for at revolutionen kan gennemføres succesfuldt. Hverken samfundsinstitutioner eller idéer opstår ud af ingenting, men vokser frem, er i stadig udvikling, som konsekvens af en dialektisk bevægelse, fremtvunget af modsætninger mellem idé og materie, kamp mellem samfundets klasser og disses modstridende interesser. Det er derfor helt selvfølgeligt for enhver marxist, at dele af det nye samfund – kollektive velfærdsløsninger eksempelvis – vokser frem af kampene i det gamle samfund. Som revolutionær vil jeg dog hævde, at denne socialistiske kim først for alvor kommer til at udfolde sit fulde potentiale, når det gamle samfund nedbrydes, og det nye bygges op af kæmpende og skabende fællesskaber.

Hvad angår Pelles påstand om, at revolutionen skulle være udemokratisk, mener jeg, det forholder sig helt modsat; tværtimod er revolutionen måske den højeste form for demokrati. Den er ganske vist ikke repræsentativt demokratisk eller pæn og juridisk gennemtænkt – men selve den revolutionære handling er en befriende bevægelse, som skaber den sunde muld, som det nye samfund kan vokse frem af og trives i. En række løsninger, som vi ikke er i stand til at forestille os i dag, vil fødes af de erfaringer, som skabes i kampen mod det gamle og for opbygningen af det nye.

Pelle opstiller også en falsk påstand om, at socialister i dag vil ophæve al privat ejendomsret til produktionsmidler. Heller ikke denne kasse kender jeg nogen, der passer i. I hvert fald ligger mit parti, Kommunistisk Parti, både i principprogram og i vores politiske program, vægt på, at der ikke skal være tale om en stor og stærk stat, som overtager kapitalisternes rolle. I Kommunistisk Partis politiske program fra 2011 hedder det således, at: “Den økonomiske målsætning er at sikre en kollektiv ejendomsret til de afgørende produktionsmidler og opbygge en folkelig ledelse af produktionen. Også den finansielle sektor, energisektoren, vand, varme, transport og kommunikation socialiseres.”

Altså lægges der ikke op til en ensidigt statsligt styret økonomi, men til en folkemagt, hvor ikke bare ejerskabet, men også kontrollen over produktionsmidlerne stilles op som forudsætning for en socialistisk udvikling. Hvordan ejerskab og kontrol sikres, er ikke skemalagt, men vil udvikle sig i den kamp som fører os frem mod det revolutionære brud.

På positivlisten kan til gengæld noteres, at Pelle anerkender den revolutionære fløjs bidrag til opbygningen af velfærdssamfundet.

Nationalstaten som kampplads

Noget andet interessant, som jeg bed særligt mærke i, er, at Pelle anerkender nationalstaten som “den stærkeste demokratiske ramme, vi har for forandring”.

Her er jeg som kommunist meget enig. Netop af samme årsag står vi kommunister også stort set alene tilbage som venstrefløjens sidste indædte EU-modstandere. Det handler ikke om nationalisme, men om at vælge den kampplads, hvor man regner med at kunne vinde ikke bare slaget, men hele krigen.

Pelle er som bekendt ikke revolutionær og har derfor også den luksus at have en mere pragmatisk tilgang til EU-systemet. Han mener således, at vores forhold til EU skal guides af, i hvilken retning unionen bevæger sig. En trøst er det dog, at han slår fast som et grundlæggende standpunkt, at venstrefløjen bør kæmpe for et styrket nationalt og lokalt demokrati.

Og nu er jeg nået dertil, hvor jeg vender tilbage til Pelle Dragsteds fem principper for hans nordiske socialisme. Jeg vil i det følgende komme med de refleksioner, som principperne har vakt i mig med det formål at bidrage og nuancere forestillingen om, hvad socialisme er i det 21. århundrede.

Første princip: Radikalt demokratisk

Her, blandt mange andre steder i Pelles bog og politiske virke, støder vi på det selvgode begreb: Demokratisk socialisme. Selvgodt, fordi det forudsætter, at der findes socialister, som ikke er demokrater. Det passer naturligvis ikke. Socialisme og demokrati går hånd i hånd – og vi revolutionære tager netop skridtet videre og påstår hårdnakket, at det ene faktisk ikke fuldt ud kan lade sig gøre uden det andet.

Demokratisk socialisme er et begreb, som bruges til at stigmatisere “de andre” som urene. Det mudrer begreberne, og derfor vil jeg gerne slå fuldstændigt fast: Jeg er kommunist og går derfor ind for den højeste form for demokrati: Socialistisk demokrati.

Og hvorfor er det socialistiske demokrati så mere demokratisk end det borgerlige? Pelle leverer selv argumentet, når han så rigtigt skriver, at “så længe vi fastholder økonomien og arbejdslivet som en ikke-demokratisk sfære, vil den økonomiske elites oligarkiske magt undergrave vores folkestyre”. Først når vi har fravristet kapitalejerne statsmagten, vil vi fuldt ud kunne demokratisere produktionen og økonomien.

Pelles betragtninger om ubetinget forsvar for individets frihedsrettigheder kan jeg helhjertet tilslutte mig. I Kommunistisk Partis politiske program fra 2011 skriver vi således: “Det enkelte menneskes frihed er grundlaget for alle menneskers frihed. Udvikling af hvert enkelt menneskes potentialer er både et behov og en nødvendighed for samfundsudviklingen.” ligesom vi i vores principprogram fra 2006 slår fast, at “Kommunisterne støtter arbejderklassens og befolkningens demokratiske rettigheder. Retssikkerhed og ytringsfrihed er tilkæmpede rettigheder, der må forsvares over for magthaverne. Kommunisterne støtter konsekvent informations-, organisations- og forsamlingsfriheden.”

Andet princip: Statsskeptisk

Gennemgående tillægger Pelle den revolutionære bevægelse en statsfetish, som jeg har meget svært ved at genkende. Som kommunist ønsker jeg – som Pelle da også rigtigt forklarer – statens fuldstændige forsvinden. Men Pelle ser her et modsætningsforhold – at vi ønsker at bruge staten til at fjerne staten. Både ja og nej. Hvis man med begrebet staten forstår den særlige historiske institution, som er udviklet i kapitalismens epoke, så mener vi bestemt ikke, at denne er brugbar til projektet – netop derfor er vi revolutionære!

Forstår man derimod med begrebet staten som den af Marx formulerede essens, at staten – ikke den borgerlige stat, ikke nationalstaten, men fællestræk ved alle historiske statsinstitutioner – er en eller flere herskende klassers redskab til at undertrykke en eller flere andre klasser. Så er det rigtigt, at vi kommunister anerkender nødvendigheden af en form for organiseret magt, som flertallet efter revolutionen kan bruge til at undgå en tilbagevenden til undertrykkelsen og udbytningen. Det vil sige, at vi efter en revolution må befæste flertallets magt. Ikke med en kopi af den kapitalistiske stat, med ved hjælp af en organiseret folkemagt.

I Kommunistisk Partis principprogram fra 2006 formuleres den revolutionære forandring således: “Under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder folket den politiske magt, som bruges til at udvikle et levende og aktivt demokrati. Det betyder en fortsat udvikling af folkets aktive deltagelse i varetagelsen af dets egne interesser. Det gamle statsapparat, som er et redskab for kapitalen, nedbrydes og erstattes af et nyt magtapparat, som er under det arbejdende folks kontrol og i dets tjeneste. Den økonomiske magt i samfundet erobres af folket derved, at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder samt alle samfundsvigtige virksomheder og tjenester overgår til samfundseje. I stedet for at være underlagt markedskræfter og profithensyn ledes samfundsøkonomien ind i en planmæssig udvikling.”

Tredje princip: Pluralistisk ejerskab

Og det bringer os jo meget fint ind i Pelles tredje princip for nordisk socialisme, nemlig en “pluralistisk arkitektur af demokratiske ejerformer, der kan supplere og understøtte hinanden, og som tilsammen kan skabe en økonomi, hvor velstand, magt og indflydelse er fordelt på de mange.”

Som fremført ovenfor, i citatet fra Kommunistisk Partis principprogram, kæmper heller ikke vi revolutionære for “én form for ejerskab, der skal gælde hele økonomien”.

Tværtimod fremsætter vi påstanden om, at den absurde private ejendomsret til produktionsmidler, som er produktet af en fælles samfundsmæssig indsats, sætter en helt ny samfundsformation med fælleseje til produktionsmidlerne på dagsorden.

Her er ingen “one size fits all”-løsning, men en erkendelse af at vi endnu ikke er der, hvor vi præcist kan forudse, hvordan ejer- og ledelsesforholdene konkret skal udmønte sig. Her er Pelles indspark interessante og vil forhåbentlig inspirere til videre idéudvikling – som kan inspirere til konkrete kampe for demokratisering af økonomi og produktion.

Fjerde princip: Kombination af marked og planlægning

Pelle slår selv fast i sin bog, at der aldrig har været ren planøkonomi, så hvorfor dette pludselig skal slås fast som princip for Danmarks fremtid må være til ære for de kommunistforskrækkede læsere, som med planøkonomi ser for sig kommandoøkonomi, militærparader og statsledere i uniformer, som samles for at bestemme, hvor meget brød og hvor mange bukser forbrugerne skal kunne købe de næste fem år.

Historien viser, at opbygningen af et socialistisk samfund ikke er en let proces. Den kræver en nysgerrig tilgang og stagnerer derimod ved en firkantet, teoretisk, skematisk tilgang. Der findes ikke ét rigtigt svar, men et rigtigt svar til forskellige udfordringer.

Et moderne socialistisk samfund vil stå overfor mange udfordringer. Her kan – og bør – vi lære af socialismens rige erfaringer. Både de mange sejre, men også af de fatale fejl og mangler. Et socialistisk Danmark bliver ikke til i et studerekammer, men skal opbygges af arbejderklassen og de folkelige kræfter i et levende og dynamisk demokrati. At forsøge at forudse, hvordan balancen mellem marked og plan skal se ud i forskellige etaper af den revolutionære udvikling, er i strid med den historiske og dialektiske materialisme.

Dermed ikke sagt at vi ikke kan stille nogle målsætninger eller rammer op for, hvad vi mener er ønskværdigt. Og her synes jeg personligt, at Pelles mål om, at stadigt større dele af økonomien skal demokratiseres, er et fuldt ud brugbart mål i den nuværende situation. Jeg vil blot her endnu engang minde om, at vi i processen på et tidspunkt vil støde ind i monopolkapitalens jernnæve, og at vi derfor efter min opfattelse sideløbende med demokratiseringen af økonomi og produktion bør gøre flertallet i stand til at forsvare de vundne sejre.

Femte princip: Nysgerrig og erfaringsbaseret

Det burde på nuværende tidspunkt stå klart, at Pelle også her stiller en falsk modsætning op mellem de revolutionære og Pelles visioner for et bedre Danmark.

Der er ingen, der vil tvinge noget færdigstrikket samfund ned over hovedet på folk, men vi vil tværtimod sikre os, at flertallet får muligheden for at tage det samfund og den stat, som er blevet trukket ned over hovedet på dem, og kaste det på historiens mødding for derefter at gå i gang med – virkelig kreativt og befriet – at opbygge fremtidens samfund.

Her er revolutionen ikke en hæmsko, men selve forudsætningen. For menneskets befrielse handler ikke bare om lidt mere indflydelse her, lidt mere tryghed der og så et pift lighed. Selve den revolutionære proces er en forudsætning for menneskets frigørelse, for samfundets fuldstændige forandring. Det er selve den revolutionære proces, som giver den energi, det ejerskab til udviklingen, den nysgerrige idérigdom, som Pelle gerne vil fremmane til brug for sit pluralistiske samfundssystem. Uden revolutionen vil vi fortsat være slaver af et gammelt, træt magtapparat. Vi kan få lov at stemme, tilkæmpe os flere fridage og betalt barsel, men vi sidder stadig ved galejslavens bænk, indtil vi sejler ind på fremmed strand og brænder skibet ned og sammen finder ud af, hvad det er vi vil.

Kommunisternes antimonopolistiske strategi

Jeg forestiller mig, at Pelle vil møde min kritik med beskyldninger om, at jeg skriver i paroler fremfor at være handlingsanvisende.

Den kritik vil jeg gerne imødegå ved afslutningsvis at påpege, at revolutionens nødvendighed ikke står i modsætning til reformkrav nu og her – slet ikke!

Ligesom Pelle Dragsted med sin bog om nordisk socialisme fremsætter reformforslag, som skal sikre en stadigt mere demokratisk økonomi og produktion, fremsatte Kommunistisk Parti i 2011 en række antimonopolistiske reformkrav, der skal hjælpe til at “løfte dagens kampe frem mod socialismen”.

De stillede krav er som følger:

· Styrkelse af den offentlige sektors rolle i økonomien. En stærk offentlig sektor kan stabilisere den nationale økonomi. En sådan sektor kan sikre miljøet, give arbejde eller uddannelse til de arbejdsløse, forhindre at vigtige produktionskompetencer forsvinder ud af landet og sikre den demokratiske kontrol over centrale økonomiske sektorer.

· I den forbindelse peger vi på: Udbygning af de grundlæggende velfærdsområder, gennemførelse af beskæftigelsesprojekter, for eksempel indenfor kollektiv trafik og vedvarende energi, tilbageførelse af privatiserede områder til det offentlige herunder af tele-, energisektoren, den kollektiv trafik og sundhedsområderne, tilbageførsel af olie- og gasudvindingen til staten.

· Grænser for monopolernes magt. Nationalisering af finanssektoren. I første omgang skal der oprettes en statsbank. Indførelse af statslig valutakontrol, der skal stoppe for spekulative transaktioner. Ved flytning af virksomheder til udlandet og ved outsourcing skal al offentlig støtte tilbagebetales til staten. Stat, kommuner og regioner skal have uindskrænket mulighed for at drive offentlig produktion.

· Solidarisk fordeling af goderne. Gennemførelse af en skattereform der lægger skattetrykket på de stærkeste skuldre. En skattereform der flytter fokus fra arbejdsindkomster til formuer og formueindkomster, der inddrager spekulationsgevinster, værdistigninger i fast ejendom og selskabernes overskud. Skattereformen skal sikre retten til en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet samt en forhøjelse af dagpengesatsen, folke- og førtidspensionen, kontanthjælpen og af SU.

· Demokratiet udvikles: Det danske Folketing bringes i stand til igen at træffe beslutninger om alle forhold i landets udvikling og i den internationale politik. Styrkelsen af det nationale politiske demokrati betyder, at der kan udvikles et kommunalt og regionalt selvstyre, der for alvor inddrager befolkningen aktivt i de politiske beslutninger. Udvidelsen af den offentlige sektor betyder således også en styrkelse af demokratiet. Den bygger på aktiv inddragelse af de offentligt ansatte i kampen for til stadighed at udvikle kvalitet i ydelser og tilbud samt tryghed for den enkelte borger. Denne udvikling vil også være med til at overvinde skævvridningen af landet. Alle landets kommuner og regioner skal stilles lige økonomisk, socialt og kulturelt. Som led i udviklingen af det nationale politiske demokrati organiseres en ny mediepolitik. Den skal understøtte befolkningens inddragelse i debatter og beslutningsprocesserne lokalt og på landsplan. En folkelig mediepolitik vil fungere som løftestang for demokratiet og bryde det borgerlige mediemonopol.

Uden enhed i arbejderklassen – uden fælles kamp for fælles interesser forbliver socialismen en drøm. Skal vi skabe større enhed og større bevægelse, er det nødvendigt, at vi lægger den interne krig på hylden og ser på mulighederne for ved fælles kraft at bevæge os fremad. Forandring kommer kun ved at skabe den bredest mulige enhed, samtidigt med at vi som grupper og partier på venstrefløjen fremlægger vores egen politik og socialistiske målsætninger.

Netop derfor er Pelles initiativ yderst kærkomment, og hvis nogen skulle sidde tilbage med den oplevelse, at jeg blæser til kamp mod projekt ‘nordisk socialisme’, så har jeg fejlet. Jeg er vild med, at vi nu skal diskutere strategi og taktik, socialisme som begreb, demokratisering af økonomien og demokratisk socialisme eller socialistisk demokrati. Uden idékamp ingen bevægelse. Så lad meningerne brydes, og lad os på venstrefløjen blive klogere på os selv og hinanden!