Libyen efter Gadaffi

Efter Gadaffis død udtrykkes der jubel i NATO-landenes hovedstæder. Nu er vejen til Libyens olie er åben. Men regeringscheferne i de store NATO og EU-lande jubler også  fordi de nu behændigt kan undgå en retssag, hvor deres egne beskidte aftaler med Gadaffi kommer for en dag. 

På overfladen startede det hele som en humanitær aktion for 8 måneder siden. Det erklærede formål for NATO var at forhindre en massakre på civile i Benghazi med et FN-mandat i ryggen. Men spillet om Libyen er lige så kynisk, som det har været brutalt. 

Op mod 30.000 civile er dræbt i denne krig, som skulle beskytte Libyens civile. USA og de store EU-lande har været hovedaktører, både på slagmarken og bag kulisserne.

Næppe var FN mandatet vedtaget, før dets grænser blev overskredet af NATO-landene. De bombede for at sikre et systemskifte, ikke for at redde civile. De bombede for at sikre sig kontrollen over Libyens olie, de største olieforekomster på det afrikanske kontinent.

På trods af FN’s våbenblokade udrustede og trænede NATO-landene oprørernes styrker. På trods af FN’s forbud mod landtropper har NATO-lande sat elitesoldater ind på slagmarken.

Libyens selvudnævnte overgangsråd NCT blev bombet til magten af NATO’s krigsmaskine, med aktiv hjælp fra de danske jagerfly. Løfterne om at indføre demokrati i landet står i modsætning til NTC’s erklærede målsætning om, at Libyen skal indføre sharialovgivning. Med Gadaffis død er oprørernes fælles fjende forsvundet. Der er en åbenlys fare for en ny blodig runde af borgerkrig.

Store dele af Libyen er ødelagt, men olien strømmer igen. Libyens sorte guld udskibes døgnet rundt til de energihungrende stormagter i Vesten. Kina derimod får ikke olie fra Libyen. De 30.000 kinesere, som arbejdede i landet inden borgerkrigen brød ud, er rejst hjem.

Det sidste års begivenheder i Libyen må ses og tolkes i deres globale sammenhæng. Libyen blev kastet på slagtebænken som led i et opgør om international magt og indflydelse. Dette opgør er blevet skærpet i lyset af den dybe krise, som især har ramt USA og dets allierede i NATO.

Op til de afgørende kampe om Sirte var USA’s udenrigsminister Clinton i Tripoli for at aftale slutspillet om Gadaffi og hans decimerede styrker i Sirte. Hun krævede Gadaffi 'dead ore alive'.

Allerede inden Hillery Clinton landede i Tripoli havde præsident Obama beordret amerikanske soldater sendt til Uganda, Den Centralafrikanske Republik, Congo og Sydsudan i løbet af de kommende måneder. Med et Libyen i hænderne på USA og NATO optrappes opbygningen af USA’s afrikanske militærstyrke AFRICOM. Det bliver brutalt og blodigt – som altid når imperialismen er på jagt efter råstoffer og markeder.